tirsdag den 22. november 2016

Pude i dipdye



Min far blev så glad for sin hjemmestrikkede pude sidste år - og har ønsket sig endnu en til jul i år.
Så jeg har været "på lageret" og fundet nogle gode farver til ham i pladegarn, og det blev til denne.
Dipdye er blevet meget populært, jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg synes om det. Men til puden her, synes jeg det fungerer rigtig fint.
Du kan se mere om teknikken hos Camilla Vad, som sælger opskrifter på bluser og trøjer.
Denne er nu frit fra mit hoved.

søndag den 20. november 2016

En julekugle.


Det skulle prøves. Og det blev det. 4 pinde er hyggeligt i små projekter, men bliver aldrig min favorit.

Opskriften er fundet på Hendes Verdens hjemmeside, og tilpasset med det mønster jeg synes. Alt kan vel egentlig bruges, bare det passer over 16 masker, og den frihed kan jeg godt lide. Garnet er Arwetta fra Filcolana og en rest af noget ubestemmeligt hvidt. Pinde 3. Næste gang skal garnet være lidt mere fluffy, det kan vist tage fokus fra nogle af ujævnhederne.

Den er nok pænest sådan lidt på afstand?

lørdag den 19. november 2016

Test stik for Strikleriet.


Jeg har igen været så heldig at få lov at teststrikke for Strikleriet.
Denne gang moddellen der hedder NORA - jeg formoder den snart er i handlen.

Min version er strikket i Indiecita, som er afbilledet. Knapperne har jeg købt hos Maria på facebook;
https://www.facebook.com/groups/515005072007884/?fref=ts

Du kan se meget mere fint strik på facebook her: https://www.facebook.com/strikleriet/

Og så kan du selvfølgelig også følge mig på facebook: https://www.facebook.com/turisstrik/

Julen er på vej...

I år skal jeg ikke med på Krea- og Kunsthåndværkermarked. I øvrigt tror jeg slet ikke det bliver til noget, ikke at de to ting har noget med hinanden at gøre.
Jeg har ikke noget at sælge, og har heller ikke overskud til at bruge en hel weekend + restitution på det.

Men, julen kommer heldigvis alligevel, og i år er jeg i god tid.

Og se lige Tre Vise Mænd fra Kastaniestrik:

Der er købt som kit hos en garnforretning i Horsens, og ganske hyggelige at strikke. I kittet var der kun lilla farver, men mit lager er mere farverigt, og jeg synes faktisk også de er fine i hver sin farve som her. Jeg satser på at få lavet nogle flere, for de tre her flytter vist ikke hjemmefra....





søndag den 13. november 2016

Haruni tørklæde til min mor.


Denne fine sag, fik min mor i forsinket fødselsdagsgave igår. Det er strikket i Drops Lace, som er 70% alpaca og 30% Mulberry silke. 25 gram vejer det, og passer lige som varmt og blødt blondetørklæde til hende.
Opskriften er gratis på Ravelry.com og hedder Haruni




mandag den 24. oktober 2016

Lang Jakke med Rygsnoninger fra Pickles

Jeg har begået denne i efterårsferien. Som i slog op mandag, blev færdig torsdag:


Den er strikket i Drops Air, som jeg ikke har prøvet før, og det var en lidt blandet fornøjelse.
Garnet er super lækkert og det er en str. S, så jakken er ikke specielt stor. Jeg lavede strikkeprøve og alle mål er fulgt. Dog har jeg strikket rundt og klippet op, i stedet for frem og tilbage, da jeg synes det er nemmere.
For lige at få rettet de få ting der kan ses, efter ærmestrik med magic loop eksempelvis, hang jeg den udenfor natten over mellem fredag og lørdag. 
Vupti, nu passer den min datter på 11. Den er simpelthen krympet. Det har jeg sgu ikke prøvet før.
Før jeg gik igang, var jeg bekymret for, om den kunne holde formen, fordi garnet er så fluffy og vævet. Ha ha. :-/
Jeg har lavet et opslag i en strikkegruppe på Facebook, er der er virkelig blandede oplevelser med det garn - Hmmm.

Den er strikket til min niece på 25. Så det bliver nok en ommer. Øv.

mandag den 3. oktober 2016

Kan det blive mere kitsch?


Jeg faldt lige over dette billede, under oprydning i kameraet: 




Det er lige ved, den er grim. 

På den sjove måde. 

Tanken var, at det skulle blive en måtte til badeværelset i sommerhuset. Når vi er der i optil 14 dage, uden mulighed for at vaske, er det rart at have nogle stykker. 

Jeg ved bare ikke om den bliver færdig, for det er lidt omstændigt at hækle.

Men arbejdspladsen fejler ikke noget i sommerhuset....

Og vejret var fint!

Så det nød min lille makker og jeg, mens jeg sendte en venlig tanke til Pokémon Go!, som resten af familien hyggede sig med.

søndag den 2. oktober 2016

Hjertetrøje og kort buks til Astrid

En af mine gode veninder, ønskede sig strik til sin lille datter Astrid.
Astrid har jeg vist før herinde, for jeg er totalt vild med den lille lækkermås - hun er bare så skøn! Og hvad hendes mor ønsker, skal hun få!
Det skulle gerne passe til vinter:


Hjertetrøje str. 1 år. opskrift Lene Holme Samsøe.

Knapper fra Tiger.

Kort buks str. ca. 1 år, egen opskrift.

Strikket i ren uld (6/2) fra Garn Specialisten.


lørdag den 1. oktober 2016

TuriStrik Cardigan


Det skulle lige prøves, om jeg selv kunne komponere en opskrift med mønster på ærmerne.
Resultatet er jeg ganske godt tilfreds med. Måske får jeg også renskrevet opskriften, så den kan sælges?

Blusen har hulmønster nedad begge ærmer - 
Mønsteret er vendt, så det snor sig hver sin vej, og giver en fin balance i ærmerne:

Str. 3-6 mdr, strikket i en tråd coast (45%uld, 55%bomuld) og en tråd alpakka. Den er blød og lækker.

fredag den 30. september 2016

Høstjakken igen.

Det bliver sværere at strikke til min egen datter, jo ældre hun bliver. Det har knebet lidt med forestillingsevnen, når jeg har vist hende noget garn, og et billede - især fordi hun helt sikkert gerne vil se, hvordan den ser ud på. Og det kan jeg jo ikke klare...
Så engang i mellem, bliver det færdige strik returneret, eller måske bare hensat til et langt liv i hendes skab. Heldigvis har hun samvittighed til, at sige hvad hun ikke synes om. Og ellers er jeg faktisk villig til at løbe risikoen, for alle afvisninger opvejes af at se hende i "Mor-strik", når hun stikker ud af døre på vej til skole om morgenen.
Og idag har hun denne på:


og det er vi begge vilde med!

Det er en Høstjakke str. 12år, med tilpasset længde. 
Strikket i 2 tråde sort Black Hill Super Fine Alpaca fra Garnudsalg.dk og 1 tråd ren uld (6/2) i koksgrå fra Garn Specialisten.

Strikkepinden virker stadig

Sommeren er slut nu. Her sluttede den i onsdags, da vejret lige pludselig blev til blæst og regn - dog med lune temperaturer. 
Jeg har været stille over sommeren. For det første fordi, det har været en svær sommer. Mere om det på www.smeglesporet.blogspot.dk. For det andet, fordi jeg er startet i den længe ventede arbejdsrpøvning - og det tager bare mange kræfter.
Egentlig plejer jeg at sige, at overskuddet spejles i mængden af strik jeg får produceret. Når jeg har behov for ro, strikker jeg. Så selvom jeg ikke har været aktiv her, har jeg alligevel givet den gas med pindende, og det er der kommet bl. a. denne Vera Cardigan ud af:





Er knapperne ikke fine?



Garnet er ren uld.


Str. ca. 4 år.


torsdag den 2. juni 2016

Pyyhhh, det er varmt!

Og det er næsten for varmt til at strikke! Så jeg hækler lidt - øver mig på nogle gæstehåndlæder. Og arbejder på at få brune stænger, hele vejen rundt i år :-)
Ukrudtet vokser lystigt, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med den plet, og så kommer jeg ikke videre. Måske får vi gjort noget i weekenden?

Onsdag kl. 13.00

Onsdag kl. 22.00

Torsdag kl. 9.00

onsdag den 1. juni 2016

Dominotæppet, en status.

Selvom jeg holder laaaaange pauser, og jeg endnu har lang vej igen, er tæppet allerede i brug. 
Det luner godt, når man har været på spejdertur med overnatning i telt og bare er træt....
Her min store (lille) skønne datter, som er lige så farveglad som jeg er :-)


tirsdag den 31. maj 2016

Persille, en pigebluse.


Astrid igen, igen! Jeg var beæret med et besøg af lillefisen her, i tirsdags. Hun er bare sød og mild, og hvor jeg nød igen at opleve en lille en falde i søvn i mine arme. Faktisk var der dobbelt op på babyerne, lille Lykke var også på besøg, men der var jeg ikke hurtig nok med kameraet.
Jeg havde strikket denne bluse til Astrid, og var lidt spændt på pasformen. Jeg synes opskriften var lidt noget juks, og den var træls at montere. Modellen var lige lovlig bred i kroppen, og som det ses, var min formodning korrekt. For lange ærmer eller for kort krop? Jeg holder på det sidste, og har nu noteret mig i opskriften, at den skal være mindst 2 cm længere i kroppen. Tænker også at opskriften skal ændres, så den bliver med raglanærmer, så tror jeg den bliver bedre.



Opskriften hedder Persille og er gratis på Filcolanas hjemmeside. Den strikkes originalt i Indiecita garn. jeg har strikket den i coast, men strikkefastheden stemte, så det er ikke der, den er gået galt.

mandag den 30. maj 2016

Babystrik.....

Lækkermåsen her hedder Astrid og jeg er ret vild med hende. Jeg er strikket blusen hun har på. Hvis du følger mig på Facebook eller Instagram, kan du nok spotte at det er en VeraCardigan, og den er jeg også ret vild med. Jeg er efterhånden strikket nogle stykker af den :-)
Den unge dame er ca. 3 medr. gammel, så det er såmænd også snart tid til en ny.






Nåeja, så er der jo også lige ham her: Han hedder Vilfred, og er da også bare sød i en VeraCardigan :-)


Og så er der en Clover Earflap Hat på Lækkermåsen Astrid igen. Den passer fint nu, men er jo nok for lille, når sådan en kan komme i brug igen til efteråret. Så er det godt der er flere af dem.


Slut med praleriet, det er små projekter, men babyer er bare dejlige....

mandag den 2. maj 2016

Hæklerier :-)

Engang i mellem hækler jeg lidt. Det er bestemt ikke min stærke side! Et kursus ville være fantastisk, og jeg har da også en aftale med en veninde om, at hun skal lære mig det - men tålmodigheden er for kort, og jeg smutter altid tilbage til mine strikkepinde.

Nu hvor der er garnkøbestop i 2016 (og jeg kun har brudt det to gange!), så er der efterhånden en del rester der ligger og forstyrrer blikket. Og bomuldsrester er gode til klude, og klude er det nye sort i øko-idealisternes verden. For mig handler det mere om at få brugt resterne til noget fornuftigt. Vi har alligevel aldrig brugt engangs-klude. Så er der bonus for miljøet, kan det kun glæde mig!

Det bliver til sådan noget grams her:


Og i brug:


Jeg har siden da, lært at lave magiske knuder, så der er ikke bliver så grimme overgange.... 


Læg mærke til den fede detalje man kan lave med stroppen, den er jeg ret vild med.



Og nu er der endnu et gæstehåndklæde på vej:



lørdag den 30. april 2016


Beklager billedkvaliteten. Billedet er taget lige inden sengetid...

Jeg lovede mig selv sidste år, at det skulle være slut med julegaveproduktion i sene nattetimer i december. Så nu er jeg gået igang. Og så håber jeg sørme, at alle jeg er på gave med i år, ikke kigger med her, eller bare får et hurtigt lille hukommelsessvigt...
Det skal blive til tre vise mænd, designet af Tina Vejlø Andersen.
Jeg tænker der bliver nogle i forskellige farver - så mange som jeg nu gider strikke - og så kan jeg jo sætte dem sammen og forære dem væk, efter lyst og farvepræferencer hos modtageren :-)

fredag den 29. april 2016

En Vera cardigan til en lille dreng...


Endnu en, denne gang for en veninde - hvor er jeg bare glad for at strikke lige den model.
Her i støvet blå Coast (Blanding af 45% uld og 55% bomuld) i str. lilleskid...
Knapperne er et sammensurium fra knappe-æsken, sådan måtte det blive, når der ikke var nok ens.

Endnu engang er jeg glad for resultatet, og den klares på en weekend, incl. montering og vask.

torsdag den 31. marts 2016

Ramsløg - så er der forår!

Endnu et indlæg om mad....

God mad!

Ramsløg er lækre. De tilfredsstiller alle sanser med lækker farve duft og smag. Den første høst fra haven, er ramsløg - her i huset. Og vi har været ude at plukke skønhederne her:


Huskokken gik straks i køkkenet, og lavede pesto af denne portion. 


Jeg er vild med farven, smagen og konsistensen. Det dur på ost, til brød og til kartofler.

Til påskelammet, brugte han det til de små ovnbagte kartofler - det smagte helt fantastisk. Og til jer der ved jeg spiser LCHF: Nej kartofler er ikke LCHF, men den kombination måtte smages!

På søndag må vi afsted efter flere, så vi kan få lavet ramsløgssalt :-)

Mortens simple ramsløgspesto bliver til sådan her:

2 håndfulde skyllede og tørrede ramsløg blendes med olie, salt og Pellegrino-ost. Smag til, til du synes smagen er god! Vi tørrer bladene på et ren viskestykke, så der ikke kommer vand med i pestoen. Og det hele hakkes i minihakkeren, den er bedre til dette formål end vores blender er.

Ramsløgsristede små kartofler laver han sådan her:

De små kartofler skylles og tørres i et rent viskestykke. De vendes i godt med pesto og fordeles i en bradepande. 180gr varmluft i lang tid, til de er bagte at se på, vores fik en times tid. Bagetiden afhænger af størrelsen.
Jeg nåede ikke at få et billede, men de er bestilt igen til weekenden - så skal jeg nok være hurtig.

Og nu ud i solen, mens den skinner!

fredag den 25. marts 2016

Bacon Cheeseburgersuppe LCHF - style a' la Turi

Mums, siger jeg bare. Skal lige ud og stege lidt bacon, så er der aftensmad til fredagens X-factor sammen med husets 10-årige.

Sådan så der ud i Crockpot'en for 5 timer siden:



Og hvad er en Crockpot? Jo, det er sådan en her: 



Det er en elektrisk gryde, med en keramikskål indeni, som plugges direkte i stikkontakten. Det er en meget brugt og velkendt køkkengadget i USA, men da jeg fik min for et par år siden, var der ikke mange af dem i Danmark. Min mand fandt den på Amazon.uk og måtte skifte stikket ud. Jeg er SÅ glad for den. Den er selvfølgelig helt fantastisk til langtidsbagt og -kogt mad, men man kan faktisk tilberede hele måltider i den. Du hælder det i der skal i om morgenen, kartofler, grønsager eller pasta i bunden, sætter den på Low, og tager på arbejde. Når du kommer hjem, smager du til og så er der serveret. Totalt fedt koncept for mig, når jeg er alene med børnene - hvor der er ikke altid er meget overskud tilbage til madlavning.

Og sådan ser der ud i den nu, efter jeg har tilsat ost, og creme fraiche:



Generelt skal man ikke lette på låget for tit, da det giver et forholdsvis stort varmetab. Tilbereder du et større stykke kød, lægger et løft på låget 15 minutter til kogetiden. Men det dufter også fint alligevel, så det er slet ikke nødvendigt :-)

Her klar til servering:


Opskriften kommer her:

Bacon Cheeseburger suppe LCHF - style a' la Turi

1 broccoli                                                                                                                             
1-2 squash                                                                                                                          
½ - 1 blomkål                                                                                                                      
2 løg
5-800 g hk kød
Kokosolie til stegning
Salt
Spidskommen
Oregano eller pizzakrydderi
Cayennepeber                                                                                                    100 g revet Cheddar
2 ds hk tomat                                                                                                     150 g creme fraiche 38%
100 g smør                                                                                                         200 g flødeost.
Hvad der svarer til 0,8 – 1liter boullion. (Brug den du har)                              1 pk bacon

Kød og løg brunes, jeg plejer at brune kødet først i kokosolien, og tilsætte løgene, så de steger i saften fra kødet.
Mens kødet bruner, kører jeg alle friske grøntsager igennem foodprocessoren, med det grove rivejern.
De revne grøntsager, hakkede tomater, krydderier, samt bouillon blandes sammen i crockpot’en. Ovenpå ryger kød + løg direkte fra panden. Rør let rundt i det, så det blandes, lav en lille fordybning i midten, og læg smørret deri. Det er kun for syns skyld, men hvis du ligesom min familie, er ude at kigge i gryden flere gange i løbet af dagen, så er det rart at se smørret smelte…
High: 5 timer, Medium: 7 timer, Low: mindst 9 timer, gerne mere. Mens det passer sig selv, eller inden du gør det færdigt, steger du bacon og gerne masser af det, i mundrette bidder. Det skal helst kunne spises med ske i suppen J

Et kvarters tid før I skal spise, gør du følgende:
Tilsæt fløde, flødeost, revet cheddar og smag til med salt og peber. Server med bacon og evt. en dusk frisk krydderurt eller friske spirer på toppen.

Velbekomme!



fredag den 4. marts 2016

Baby på vej?

Ja, altså ikke her!

Men en veninde, har en lille pige på vej, eta denne eller næste uge :-)

Og jeg har strikket mere til gavekurven, så der er lidt at vælge mellem for moderen.

Hvis du mangler en gave, så klik på "Gavekurven" i links'ne ude til højre, så kommer alle indlæg med ting du kan finde deri.
Der er ikke priser på, men jeg er absolut til at handle med, og man må også gerne ønske sig :-)

Men her er den lille sag til den lille vi venter på:






Det er endnu en Vera Cardigang fra Krittewitt, denne gang i bomuld og str. 3-6 mdr.
Knapperne er fra Tiger.
Farven driller lidt på cameraet, den er mere bordeux end lilla, men sådan kan lyset jo spille ind.


torsdag den 3. marts 2016

Hvordan finder jeg balancen?

Nu har jeg tydeligvis sove-trang. Jeg er træt træt, og det er træls træls.

Engang i mellem finder jeg den gamle "mig" frem, og så får den 240km/timen - og det er fandme sjovt! Oftest til en fest, for en god fest er bestemt en, hvor jeg i den grad glemmer min alder!

Men højt at flyve, dybt at falde...

Bare jeg dog snart kunne finde en balance!



Alting skal afvejes.
Hver gang jeg deltager i noget socialt, kan jeg være sikker på at der kommer en regning:

Min hjerne "efterbehandler", dvs. alt hvad jeg har set/gjort/hørt eller talt med nogen om, myldrer rundt i hovedet, selv i drømme.

Min krop "efterbehandler", og har svært ved at finde ro -

Og jeg bliver bare mere træt, fordi jeg har svært ved at falde i søvn, og kun sover godt i nogle timer, hvorefter drømmene bliver mere og mere livlige og meget virkelighedstro. Jeg kan fortsætte samtaler i drømme, som gør mig helt desorienteret, når jeg vågner.

Når jeg så har været til den sjove fest, og jeg er kørt med 240km/timen en hel aften - og der ikke er en eneste, der tror på at jeg fejler noget som helst, så siger det BUM. Måske først om mandagen, men hold nu kæft jeg crasher, og bliver vildt træt. Samtidig med at jeg kan være helt høj på at have været ude og have været "mig selv" og har talt med en masse mennesker og grinet en masse - for det ELSKER jeg jo! Og jeg har jo også altid en masse på hjerte....

Her går jeg fra den ene yderlighed til den anden; Fest og ballade og fuld skrald fremad, til ro og passivitet og vil helst ikke forlade matriklen. Igen.

Det behøver faktisk ikke at være noget så voldsomt for mit system, som en fest.

I aftes var jeg til møde i mit netværk. Vi var ca. 27 piger, til en aften med hygge og netværk og foredrag af "Gadetøsen". Hele aftenen var fuld af samtaler, nye indtryk, en del nye mennesker og jeg får så god energi, af at være sammen med det netværk.
Men når jeg kommer hjem, er det lidt svært at få ro i hovedet.

Heldigvis, kan jeg læse min hjerne bevidstløs. Når jeg gør det, falder jeg godt i søvn, og sover godt de første 6-7 timer. Men, det er for lidt. Hjernen har været på arbejde igår med de mange indtryk og det lader sig ikke sådan ligge ubehandlet hen. Så selvom jeg forsøger at falde i søvn igen, er det sjældent det giver en ordentlig søvn. Og så bliver jeg ved med at være træt.

9-10 timer hver nat, så fungerer jeg bare. Og det går rigtig godt, når der ikke er pres eller stress på.
Men, der er jo pres på, og jeg er jo stresset, for der skal ikke ret meget til, og jeg kan ikke gøre noget ved situationen lige nu.

Så jeg føler, at jeg svinger som et pendul og bruger for mange timer på at ligge i min seng og læse hjerneløse historier om ingenting, for at få hjernen til at slappe af. Og jeg får ikke gjort ret meget andet end det. Jeg får faktisk ikke engang strikket, lige de her dage.

Kan jeg virkelig blive ved med at sige til mig selv, at der er en mening med det her?


søndag den 28. februar 2016

Cobblestone sweater i tweedgarn

Denne blev færdig, og røg nærmest i skammekrogen med det samme.



Den krymbede 2 størrelser i vask. Pis-garn.

Nu ligger den og griner af mig, og jeg kan faktisk høre den, selvom min store søn forbarmede sig over mig, og lagde den ind i sit skab. Den var beregnet til Morten. Men, som det ses, passer den ginen perfekt....

Den er blød, og modellen er som ventet - farven er lidt mere fimset, end jeg normalt bryder mig om, men købestop er købestop, og der stod en hel cone af den på hylden.

Nu kan den så ligge dér, indtil jeg måske selv en dag får lyst til at tage den på - eller jeg klipper den op og syr den om til en sofapude.

Her er den efter første vask, hvor jeg prøvede at spænde den op, til den rigtige størrelse:


Og her up close, for mønsteret er faktisk ret fedt og opskriften god og velskrevet...


Man kan ikke være lige heldig hver gang.

lørdag den 27. februar 2016

Mere lager-strik..

Når jeg har det skidt, så strikker jeg. Og den seneste periode, har jeg strikket rigtig meget.
Nu har jeg det bedre, og så kan jeg skrive lidt, hvilket også er godt for hjernen.

Jeg har lavet denne lille sag:


Der er Kría, fra bogen Islandsk Strik. Den er så fin. Strikket i en tråd pladgarn, og klargjort til lynlås, i størrelse 1 år. Og så kan man jo sige, at det er godt der er et stykke tid, til den kan passe, eftersom montering af lynlås ikke er en af mine favoritter. Jeg kan bare rigtig godt li' der er lynlås i strik.

Den er tænkt til en lille pige, som måske ser sit første lys i disse dage? Hendes mor svarer ikke på sms'er, og det ligner hende ikke - så måske er der en fødsel igang?

Jeg glæder mig til at se den lille, uanset om det er nu, eller ej!


Teststrikkere søges!

Har du lyst? Jeg mangler teststrikkere til størrelse Small og Large. Det er en oversize strikket på pind 7 (og 6) i dobbelt ga...