Engang i mellem finder jeg den gamle "mig" frem, og så får den 240km/timen - og det er fandme sjovt! Oftest til en fest, for en god fest er bestemt en, hvor jeg i den grad glemmer min alder!
Men højt at flyve, dybt at falde...
Bare jeg dog snart kunne finde en balance!
Alting skal afvejes.
Hver gang jeg deltager i noget socialt, kan jeg være sikker på at der kommer en regning:
Min hjerne "efterbehandler", dvs. alt hvad jeg har set/gjort/hørt eller talt med nogen om, myldrer rundt i hovedet, selv i drømme.
Min krop "efterbehandler", og har svært ved at finde ro -
Og jeg bliver bare mere træt, fordi jeg har svært ved at falde i søvn, og kun sover godt i nogle timer, hvorefter drømmene bliver mere og mere livlige og meget virkelighedstro. Jeg kan fortsætte samtaler i drømme, som gør mig helt desorienteret, når jeg vågner.
Når jeg så har været til den sjove fest, og jeg er kørt med 240km/timen en hel aften - og der ikke er en eneste, der tror på at jeg fejler noget som helst, så siger det BUM. Måske først om mandagen, men hold nu kæft jeg crasher, og bliver vildt træt. Samtidig med at jeg kan være helt høj på at have været ude og have været "mig selv" og har talt med en masse mennesker og grinet en masse - for det ELSKER jeg jo! Og jeg har jo også altid en masse på hjerte....
Her går jeg fra den ene yderlighed til den anden; Fest og ballade og fuld skrald fremad, til ro og passivitet og vil helst ikke forlade matriklen. Igen.
Det behøver faktisk ikke at være noget så voldsomt for mit system, som en fest.
I aftes var jeg til møde i mit netværk. Vi var ca. 27 piger, til en aften med hygge og netværk og foredrag af "Gadetøsen". Hele aftenen var fuld af samtaler, nye indtryk, en del nye mennesker og jeg får så god energi, af at være sammen med det netværk.
Men når jeg kommer hjem, er det lidt svært at få ro i hovedet.
Heldigvis, kan jeg læse min hjerne bevidstløs. Når jeg gør det, falder jeg godt i søvn, og sover godt de første 6-7 timer. Men, det er for lidt. Hjernen har været på arbejde igår med de mange indtryk og det lader sig ikke sådan ligge ubehandlet hen. Så selvom jeg forsøger at falde i søvn igen, er det sjældent det giver en ordentlig søvn. Og så bliver jeg ved med at være træt.
9-10 timer hver nat, så fungerer jeg bare. Og det går rigtig godt, når der ikke er pres eller stress på.
Men, der er jo pres på, og jeg er jo stresset, for der skal ikke ret meget til, og jeg kan ikke gøre noget ved situationen lige nu.
Så jeg føler, at jeg svinger som et pendul og bruger for mange timer på at ligge i min seng og læse hjerneløse historier om ingenting, for at få hjernen til at slappe af. Og jeg får ikke gjort ret meget andet end det. Jeg får faktisk ikke engang strikket, lige de her dage.
Kan jeg virkelig blive ved med at sige til mig selv, at der er en mening med det her?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Du er velkommen til at skrive til mig :-)