Strikker baglæns?

Vejret er da lige pludselig blevet til strik og ild i brændeovnen! Det er jeg ikke så ked af, jeg elsker årstidernes skiften, men det er jo også nemt at gøre, når man kan blive inde i skidt vejr.

Jeg gik i gang med Laneway for 2 uger siden. Jeg prøvede den, da jeg var færdig med bulden, og var lidt i tvivl. Det har jeg været før, så jeg fortsatte. Og så tog den ene pind, den anden, og her kom jeg til i onsdags.

Og så prøvede jeg den lige igen i aftes. Den var ALT for stor.
Den var så meget for stor, at den ikke kunne reddes med lidt baglænsstrik og et par ændringer, så det blev en ommer....

Nu ligger den så her:

Og hvad har jeg så lært af det? At jeg skal måle mig, inden jeg starter et projekt. Ikke bare tro, at jeg kan huske mine mål. Jeg skal nemlig hele to størrelser ned, når jeg nu starter på den igen - men, det bliver ikke lige idag ;-)

Og så skal jeg huske at nyde, at det åbenbart virker med den der kostomlægning.

Til Simon og Frederik, som vi ser alt for lidt.

Jeg har strikket disse to trøjer i Islandsk mønster, til Frederik og Simon. Det er et par af vores gode venners to poder. Gode venner, som vi ser alt for lidt, efter vi er flyttet til Jylland.

Garnet er Alpaca Vidal fra Hjertegarn. Opskriften er samme sted fra.
Den brune tog lige nøjagtig fra tirsdag eftermiddag til fredag aften, at strikke. Jeg har strikket 4 af dem nu, så mønsteret kan jeg i søvne. Hvor er de bare lækre! Og de bliver kun blødere i brug.

Nu er de pakket i det sædvanlige brune papir, og på vej til København.

I reaktion på en brugt trøje i samme model og garn, jeg har solgt til en pige i Ålborg,  er der så kommet en forespørgsel på en magen til, men til en voksen mand str. M/L. Den skal jeg lige regne lidt på, men det bliver vist en dyr omgang.

Farvel september - goddag oktober!

Sikke en måned. Den sidste 1½ uge, har jeg været alene med børnene - første gang siden 2012, Morten er væk så mange dage i træk. Det går fint. Jeg erkender blankt, at jeg er træt, og så svigter hukommelsen, men det går ok. Der har været mange aften-aktiviteter, så som forældremøde, konfirmationsmøde, skolefest, og 2 LC-møder, det har trukket mange ressourcer. Og så var vi en tur på Sjælland i weekenden, som var en dejlig tur, selvom de tiltrængte dovne morgener med snuen til kl. 11, ikke var muligt.
Men ift. børnene, er alt vel, og de har kun fået McD en gang (indtil videre).
Morten kommer formodentlig hjem på mandag aften sent, så har kan været væk i 15 dage.

Der er sket lidt på strikkefronten, selvom vejret har været dejligt for september. Kollagen her er fra Instagram, hvor du finder mig som @turilykke.

Oktober kommer til at byde på en Laneway, som ses begyndelsen af på det midterste billede. Og så nok lige lidt babystrik, da jeg overvejer at deltage i Krea-Marked igen i år på Steinar Skolen i Skanderborg.

Nordisk mønster - en tunika til mig :-)

Første gang med 4 farver:

Jeg har strikket til mig selv. En lækker sag, som jeg nærmest er flyttet ind i.
Opskriften er fra Nordiske Mønstre 2, som var tillæg til Familie Journalen nr. 8/2015.
Dog ikke i det anbefalede garn - men noget fra lageret. Her er jo garn-købe-stop.

Den blå farve er 2 forskellige tråde, som jeg har købt privat. Den ene er uld, den anden er jeg lidt i tvivl om, da den er sådan lidt elastisk, helt tynd og meget blød. Men når strikkefastheden passer, så er det jo bare at gå igang :-)
Bærestykket er strikket i forskelligt, som jeg også havde liggende. Den sølvfarvede er fra et tørklæde, min svigermor fik for et par år siden, den hvide er to tråde tynd alpaka, og den sorte er den blødeste merinould.

Jeg har lavet ærmerne lidt kortere end i opskriften, da der var samme længde angivet i alle størrelser..... Som om alle har lige lange arme? Ellers nem og let strikket opskrift.

Her på ginen, før montering. Jeg har lidt bredere skuldre end ginen, så det sidder pænere på mig.
Jeg overvejer lidt, om jeg skal pille halsen op, og strikke den højere op med vendestrik, så den kommer til at gå lidt længere op i nakken. Men indtil videre er der jo ikke så koldt, og så går det fint.

Hvad fanden skal jeg gøre ved mig selv?

I forrige uge, skrev jeg frisk og frejdigt herinde, at nu skulle jeg ud at finde job! Det er jeg nu igang med, men hold da op hvor er det svært at sælge mig selv. Især når jeg nu ikke helt ved hvor mine grænser er. Så bliver det nemt ukonkret. Og jeg er lidt bange for situationen. Pis.

Men, faktum er:

Mine udbetalinger fra Tab Af Erhvervsevne-forsikringen slutter pr. 31/1 2016. Hvis ikke der kommer en anden indtægt til den tid, er vi alvorligt på den.

Hvis jeg nu får et job, og kører ned på det, fordi jeg reelt ikke ved, hvordan jeg står, så er vi også på den. Jeg har både læge, psykiater og terapeutens ord på, at jeg ikke skal gå ned med stress igen. Hvis jeg gør det, kommer jeg helt sikkert ikke tilbage. Det gør jeg måske nu.

Så jeg føler mig magtesløs og klemt. Og mangler i den grad en, der kan hjælpe mig med at finde ud af mine rettigheder.

Det værste ved det hele er, at jeg bliver træt bare ved tanken om det. For jeg er bange for, at jeg nu skal ud i endnu en kamp - denne gang er modstanderen igen min sygdom, men også igen systemet - en kamp, som jeg er usikker på om jeg overhovedet kan "overleve".

Så jeg er bekymret. Mavepine-bekymret. Tør-slet-ikke-tænke-på-det-bekymret.

Hvad fanden skal jeg gøre ved mig selv?

En Hanne Falkenberg model til min mor på hendes 81 års fødselsdag.

Da min mor sidste år fyldte 80år, var jeg lidt på bar bund med gave idéer. Men efter som det er hende der har lært mig at strikke, og min mor selv har strikket det meste af sit liv, blev jeg enig med mig selv om, at hun måtte have hjemmestrik. Mor strikker nemlig ikke meget mere, helbredet er ikke rigtig til det. Men hun blev heldigvis rigtig glad. Og så kom hun også liiige i tanker om et par ting hun godt kunne "ønske" sig.....

Så mor købte dette som kit sidste år, som jeg lovede at strikke. Det er Hanne Falkenbergs Dacapo.
Jeg må med skam erkende, at det har taget meget lang tid, og jakken har været nedprioriteret i forhold til andet sjovere strik.
Resultatet er så helt fantastisk!

Klar til aflevering. Den grønne farve er ikke helt korrekt gengivet her, men det er den på nederste billede.

Men hold nu op, hvor har jeg synes det var kedeligt med alt det ret strik. Og garnet var så støvet, og fuldt af fnuller og strå, at jeg fik det ene nyseanfald efter det andet -

Før montering og vask... Og så lige med min LC-kæde på Ginen :-)

Her er farven til gengæld helt tydelig:

Og sidste billede er fra sidste år -

Undskyld, må jeg godt få det bedre?

Jeg kom hjem efter 6 dage i Island igår. En rejse, som har været planlagt og jeg har glædet mig til meget længe.

Der var generalforsamling i Ladies Circle International, og som medlem i Ladies Circle her i Danmark, var jeg også inviteret. Jeg har aldrig deltaget i andet end vores egne generalforsamlinger i Ladies Circle Danmark, men fik her muligheden for at opleve både mødet, festerne omkring mødet og Akureyri i nord, da jeg har en veninde som bor i byen. Hafdis, som ligenu er præsident for Ladies Circle Island, var medlem i vores klub i Århus i 2011-2012, da hun var på efteruddannelse på Århus Universitet, og havde hele familien med til Århus.

Hafdis, hendes mand Jon og deres døtre Soley og Sunna åbnede deres hjem for Malene (min rejsebuddy) og mig, og gjorde det derved muligt for mig at deltage, selvom midlerne er begrænsede i vores hjem. Vi blev installeret i hvert sit værelse - luksus, luksus - og har set så meget af omegnen, at vi er totalt forelskede i landet nu.

Jeg havde en fantastisk tur!

Men, så kommer det underlige....
Det kan være helt svært at fortælle om, fordi jeg ved at mange tænker: "Hvordan kan du tage på sådan en rejse, men ikke passe et arbejde?" Og jeg kan sagtens se berettigelsen i spørgsmålet.

Det er bare sådan, at jeg ikke rejser mig en dag, lige som man gør efter et brækket ben, og siger: "Sådan - så er det ovre! Nu er jeg klar igen".

Det tager tid at få det bedre. Det tager tid at finde de nye grænser, for min formåen. Og så kan man jo heller ikke se hverken på billederne eller mine opdateringer på facebook og instagram, at jeg har sovet 10 timer næsten hver nat og som Malene sagde: "Hvis vi sætter tempoet ned, så går vi baglæns" - Vi har VIRKELIG taget det stille og roligt og nydt det. Og min rejsemakker var da bestemt også det bedste valg, fordi hun selv har været gennem stress-møllen, og nu er flexjobber. Så der blev kun mødt forståelse, når jeg blev lidt blank i udtrykket.

Jeg føler næsten, at jeg skal undskylde, når jeg laver noget der er sjovt for mig. Og det er ikke fair! At være med i Ladies Circle, giver mig mindst lige så meget god energi tilbage, som jeg bruger på det. De piger jeg har der, har stået ved min side, hele vejen gennem det her forløb.
At rejse ud i verden og opleve noget nyt (i stille og roligt tempo), giver mig så meget med hjem, på alle konti, at det er en kæmpe "straf" ikke at kunne det.
Derfor holder jeg fast, og tager afsted, på trods af at det selvfølgelig går ud over min familie - jeg er jo ikke hjemme, når jeg ikke er hjemme. Derud over klarer de sig nu absolut udemærket uden mig i huset. Måske får de også en pause fra mors sygdom? Det er da i alt fald sundt nok for dem, at savne mig lidt :-)

Hvorom alting er, så er jeg tanket op til et stykke tid nu. Jeg glædes ved at føle, at det går fremad. Næste skridt er at finde et job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer, uden at overbruge mig selv.

Så, nu igang med resten af dagen - tak fordi du læste med.

Pip pip, jeg strikker stadig ;-)

Færdigt arbejde. Og denne gang til mig selv. Den har ligget i UFO-kurven længe, men nu er den klar til brug. Opskrift fra Kreativ Strik nr. 1, 2013. Garnet er coast, købt på en cone hos Netgarn.dk på udsalg. Jeg er vild med farven, og skal nå at bruge den inden sommeren er helt ovre.

Sådan her lå den stadig i sidste uge, da jeg kom hjem fra Island. 

Næste UFO er fisket frem, og gode intentioner er godt, men jeg har altså også lige en ny tunika på rundpinden, jeg fik lige lyst til at strikke en til af dem med mønster.... Ups. 

Det går godt :-)

Det gør det!

Og jeg nyder det.

Det er længe siden jeg har haft det så godt, som jeg har lige for tiden. Der sker noget, men ikke for meget - dvs. jeg når at få hvilet ud ind i mellem. Jeg fødes helt klart på oplevelser udenfor hjemmet, og det er dejligt der er ved at være mere overskud til den slags.

Så for nu ikke at komme til at kede mig, hopper jeg lige ud i det med samlede ben; jeg skal til at skrive en jobansøgning. God nok til et vikarjob, som højst sandsynligt ikke bliver ret mange timer, men alligevel! Det kræver mod. Meget mod!

Men, jeg har en deadline den 31/1 2016. Dér stopper udbetalingerne fra min TAE-forsikring, og så falder vores økonomi sammen, hvis jeg ikke bliver godkendt til Invalidepension. Og det har jeg det ret ambivalent med. Altså at skulle være invalidepensionist. Det føles så endeligt. Så er løbet ligesom kørt - ingen udsigt til normalt liv igen.....
På den anden side set, vil det give ro - ro på vores økonomi og på mig. Det vil give mig ro til at hele, og heldigvis må jeg godt arbejde lidt, uden at miste pensionen.

Men, hvem drømmer om at blive pensionist som 42-årig?

Nå, ja, nu er det det dersens ansøgnings-skrivning der skal prøves kræfter med, så sætter vi resten af bekymringerne på hold.... Hvis bare jeg ku'.

God mandag - tak, fordi du kiggede forbi.

Back to life, back to reality....

Nogle af os er så gamle, at der automatisk kommer en lille melodi på de ord.
Men de rammer meget godt dagen idag.

De sidste dage har i aller højeste grad været præget af melodier, både de gode gamle, de nye bekendte og så den irriterende, som naboen på teltpladsen startede morgenen med, alt alt for tidligt!

Jeg har været på Smukfest. Og har festet igennem - været ung med de unge og og smuk med alle de andre smukke i skoven. Sikke en fest.

Det er faktisk 7. gang jeg er i skoven den 2. weekend i august. I år, har været den absolut sjoveste. Og den hvor jeg har hørt mest musik. Og den hvor jeg har sovet mindst. Og den som jeg forhåbentlig kommer til at huske længst - det har nemlig også været ren optur, sådan rent udbrændthedsmæssigt.
Kun enkelte små downere, som f.eks. at jeg mister orienteringen, og ikke kan finde ud af skoven, eller hjem - heller ikke i ædru tilstand. Og jeg aldrig finder ud af hvem der hedder hvad omkring mig. Men med øjenkontakt kommer man langt....

Nu, efter 1½ døgns søvn - kun afbrudt af måltider, er jeg ved at være klar til virkeligheden.

På agendaen i dette efterår er primært: Bliv rask!! Eller så rask, som jeg nu kan blive.

Så Back to reality - børnene er startet i skole, køleskabet er fyldt med LCHF-venlig mad, dagen er startet med æg og tomat. De næste to-tre strikkeprojekter er lagt i kø, og vaskemaskinen snurrer lystigt.

Ha' en god dag, nu vil jeg lige nyde solen to minutter.

Farvel juli - hov, er da lidt forsinket!!

Så er den absolut underligste juli måned, sådan vejr-mæssigt, slut. Og med månedskiftet kom det gode vejr heldigvis!
Jeg har nået en masse i juli, faktisk også mere end på billedet ovenfor.
Denne er nemlig også blevet færdig:

Den øverste er en brugt sag, som er kommet retur fra Conni, den har været Frederiks, indtil han blev for stor til den. Halsen havde jeg fået lavet lidt for snæver, så det er blevet rettet op, og så må vi se om der er nogen, der er interesseret i en brugt strikketrøje. Den er fin og lækker - men altså brugt af et barn.

Den forreste er med vrangen ud, og ligger lidt og griner af mig....Mere montering..... Nå, men jeg får det gjort idag (eller imorgen), og så er det bare en vask, så er den klar til brug. Godt jeg har en veninde, der lige har fået en lille dreng.

Jeg har sådan set også strikket disse:

Det er baby-huer i bomuld/uld, i den lækreste lækre kvalitet. Strikket i Viking Bjørk 90 % bomuld 10% merinould, som oveni købet kan gå i vaske maskinen. De er til salg!