Strikkevenligt vejr til mere babystrik....

Der kommer mange babyer for tiden - hele fire små vidundere er der på vej, tre har meldt sin ankomst. Og det er skønt, når sommeren nu er som den er, nemlig meget strikkevenlig!

Denne er en lille drengesag i bomuld, til en lille fyr, der kom til verden i starten af juni. Den er strikket i mandarin petit, som er ren bomuld fra Sandness, på pind 3. Det er størrelse 9 mdr, så den skal gerne passe hen over vinteren. Den er også strikket på de forgangne 14 dage, hvor vi har siddet i sommerhus ved vestkysten og hørt/set vestenvinden suse omkring os.
Jeg har ikke fået taget mange billeder undervejs, fordi den brune farve var svær at fange rigtigt - og det er den sådan set stadig :-/

Opskriften er fra samme Viking Garn hæfte, som den mønstrede pigetrøje. Jeg havde ikke strømpepinde og opgav til sidst at strikke ærmerne med magic-loop, det var garnet alt for fast til. Det giver lidt ekstra montering, hvilket aldrig bliver min favorit, men på så lille en størrelse er det til at overkomme.

Men, som billedet afslører, mangler jeg at sy lidt og en vask skal der også til, før den kan afleveres.

Vest med perlemønster.

Så fiiin.....

Opskriften er fra Susie Haumanns bog All you knit is love, som er fuld af opskrifter på søde små ting, som ikke tager lang tid og opskrifterne er nemme at gå til og strikke efter, synes jeg.

Der er bestemt mere i den bog, der skal prøves af, inden den skal retur til biblioteket. 

Her strikket i ren uld, i størrelse 0-6 mdr. Knapperne havde jeg i gemmerne, fra da mine egne var små. De er lavet i cernit, så de kan gå med i vaskemaskinen på uldprogram.

Den er blevet en lille lækker sag, og med alle de babyer der er på vej i vennekredsen, så finder jeg nok en glad modtager :-)

Sommer(?)ferien er slut.

Hvor blev sommervejret af? Vi har lige haft 2 skønne, omend forholdsvis kølige, uger i sommerhus ved vesterhavet. Ikke mange timers solbadning, var der vejr til. Masser af strik og masser af læsning og et par ture ud i det blå. Den obligatoriske dag i Fårup Sommerland, og stegte rødspætter frisk fra "Æ hav" fik vi dog med.

Men, aldrig er jeg kommet hjem fra sommerferie med så bleg hud og så meget færdig strik.

Nu kan jeg så fortsætte her hjemme, for strikkevejret er da lige så fint her! 

Næste projekt, i ren alpakka fra Drops. Pind 3, og med udgangspunkt i opskriften til trøjen på billedet. Den bliver med nogle ændringer - jeg synes originalen er lidt for kedelig.

Haven har ikke været vild med at vi forlod den. Ærterne har ikke givet så meget som jeg havde håbet og jordbærene har helt klart også manglet vand og varme. Ikke engang græsset har givet den rigtig gas. Der var solbær til et enkelt glas marmelade, ærter til 5 minutters ærte-guflen og et par kirsebær havde solsorten også levnet til os. Og selvom det regner, skal der vist vandes alligevel? Underligt sommervejr.
Selvom det ikke er mig der skal starte job igen i morgen, kunne jeg nu godt ønske os en uge sydpå - eller bare en uge med sommer-bade-sol-ferie, til at få sådan rigtigt ladet op. Børnene sidder ved hver sin skærm, efter 2 uger med alt for lidt net-forbindelse, dørene er lukket ud til haven og vi drikker varm te - ikke iste eller iskaffe, som jeg ellers foretrækker.

De næste uger kan vi dobbelt-vente: På børnenes far kommer hjem fra job, og sommeren kommer fra hvor den nu gemmer sig.....

Heldigvis er strikketøjet glimrende til vente-tid.

Go' ferie, til dig, der skal på ferie nu :-)

Farvel juni - goddag juli -

- og goddag sommer!

Juni bød ikke på så meget strik, men til gengæld en masse læsning. En solskinsdag i haven gav sorte fingre og brun ryg, og ny kant rundt om søen. Alt har blomstret lystigt, og jeg har svømmet flere kilometer længere, end jeg plejer. Her sidst på måneden, var der aftalt en sy-dag sammen med prinsessen, så hun kunne få en tiltrængt opgradering af sommer garderoben.

Jeg har endnu engang været nede at ligge med snot og feber, heraf billedet øverst til venstre...

Og så har vi nydt haven. Vi ender med at få den indrettet som vi synes den skal være. Ikke så meget vedligeholdelse, masser af frugter og bær - kartofler til husbehov og plads til pindsvin, kat og afslapning.
Pindsvinet havde vi besøg af i søndags. Mandag morgen var jeg så heldig at se en salamander i vores sø, så selvom vi har fjernet mange træer, og ikke har haft så mange haletudser i år, så er vores have stadig dyrevenlig. Og det er jeg vildt glad for.
På dumme dage, er det bare godt at sidde og kigge på græsset gror, vandet risler i søen og vores dovne kats bestræbelser på at lave ingenting.

Man må godt prale....

.... når man har en datter, der er så dygtig!

Jeg er så mega stolt af hende. Både af at hun som ti-årig, har tålmodighed til at klippe og sy en kjole, men også hendes forståelse for, hvordan man gør det. Kusinerne får kamp til stregen, hvis hun vælger at gå samme vej som dem!

Netflix til at forsøde den danske sommer....

Skoleferien startede som bekendt i fredags, og vi havde læst vejrudsigten. Så vi startede med at tegne abbonnement på Netflix. Nu melder vi os til flokken af forfaldne til House of Cards. Magen til godt spillet psykopat... jeg er hooked. Jeg glæder mig til Orange is the New Black, og hvad jeg nu ellers kan finde på programlisten. Feel free to enlighten me, on what's good!!

STAY FUCKING POSITIVE

Vi var til fest i for et par uger siden. Fed fest! Med masser af mennesker, og flere af vores gode venner. Og selvom det ikke altid er nemt med mange mennesker, og meget larm, gik det rigtig godt.

Morten og jeg sidder ved et 9-mands bord, hvoraf vi ikke kender 5 af de andre gæster på forhånd. Og så skal vi lige have præsentationsrunden - hvad siger man så? Altså når man er MOR og KONE og ikke så meget andet til daglig? Jeg sagde, for første gang; "Jeg er hjemmegående", og det føltes ikke engang forkert. Og der var heller ikke nogen der kiggede underligt på mig.

Så måske har jeg bare bygget nogle luftkasteller i mit eget hoved, om jeg er sådan en subsistensløs én, uden noget tilhørsforhold eller anden identitet, end at være ubrugelig.

Måske.

To dage senere havde jeg besøg af en journalist fra mit fagblad. Hun havde fanget mig i forbindelse med en artikel hun skulle skrive om Roskilde Banks tidligere medarbejdere, men da hun ringede faldt snakken ud til en lidt anden side, end hun havde forventet. Senere på året skal de lave et tema-nummer af bladet om trivsel. Og deri kommer et portræt af mig og min historie.

Nu har jeg lige læst genlæst artiklen. Huha, selv jeg synes det er en hård en at læse. Morten sad med våde øjne og vi skulle lige sunde os en dags tid, for jeg kunne starte på korrekturen. Jeg synes den er blevet god. Der er ikke for meget ynk - håber jeg - og heller ingen mudderkast, for det falder ikke i god jord hos mig. Jeg håber så bare min historie kan bruges, om ikke til andet, så til skræk og advarsel...

Heldigvis kommer det hele lidt på afstand i det dejlige vejr. Sol og varme giver overskud til at nyde livet og familien og at glæde mig til en sejltur med gode venner på Skanderborg Sø i aften.

Nogle venskaber klarer alt...

...sådan nogle er jeg heldigvis beriget med.


Jeg har de sidste måneder, ja måske år, følt venskaber glide ud. Venskaber der har bestået i 25 år eller mere. Venskaber, som jeg troede var for livet. Venner og veninder, som har mødt vores svære år, med tavshed. Dem, hvor jeg har rakt ud og tilbudt støtte, ved skilsmisser, fødselsdepressioner og livskriser. Og dem, hvor jeg i bakspejlet kan se, jeg har lagt øre til rigtig meget - punktum.

Den tryghed der er i at have kendt hinanden i "100 år", og som nok var det fundament i venskabet, som jeg forventede netop kunne holde til alt. Pludselig, er det ligesom bare gledet væk.

Skal de så samles op igen? Kan de samles op?
Har jeg lyst? Er jeg for skuffet? Vil jeg bruge min sparsomme energi på en sag, som måske ender i en skuffelse?

Næ.

Jeg vil påskønne de venner og veninder, der har stået ved. De dejlige mennesker, som ikke har dårlig samvittighed over at kontakte mig, og sige: "Længe siden sidst, men......"
De, der synes jeg stadig bidrager i deres liv, selvom jeg ikke altid har lige meget at give af.

Og jeg vil nyde de nye venner der er kommet til. Jeg vil nyde at accepten er ubetinget i mit pigenetværk, at de ting jeg bidrager med dér, bliver påskønnet.

Der er immervæk stadig fantastisk at føle sig noget værd i deres øjne, og have en plads i deres liv
Og det gælder både gamle, som nye venskaber!

Sådan nogle har jeg været sammen med i weekenden. "Gamle" og nye venner.


Det var godt! Og jeg glædes over, at kunne være en god veninde for dem.

Heldig, eller mindre heldig?

Et tilfældigt møde en fredag, satte nogle tanker igang hos mig. Jeg mødte nemlig en "fælle", dvs. en tidligere bankansat, som også var røget ned med stress.

Mødet med "fællen" skete i sauna'en, af alle steder. Vi falder tilfældigt i snak, efter for mit vedkommende 1500m i vandet, og det viser sig vores historier er meget ens.

Kvinden, jeg nu sidder og sveder sammen med, har været væk fra arbejdsmarkedet i 1½ år - stressramt efter at have været vidne til tre bankrøverier. Er blevet diagnosticeret med Post Traumatisk Stress, og venter nu på at få vurderet sin arbejdsevne. Og sin erstatningssum fra arbejdsskaden.

Hun har det efterhånden ok - vores symptomer ligner meget hinanden:
Hun bliver nemt overvældet i større selskaber, bliver hurtigt træt, har stort søvnbehov og skal have ro det meste af tiden. Hun er også så småt kommet igang med lidt svømning og gå-ture.

Det går fremad.

Her stopper sammenfaldende så også.

For hun er nemlig single, og har ingen børn.
Hun får 70% af sin tidligere indkomst fra sit pensionsselskab på sin Tab af Erhvervsevne forsikring + sygedagpenge. Dvs. hun har en større indkomst nu, end før hun blev syg. Hun kan styre sin egen økonomi.
Hun bliver ikke smidt ud af sygedagpengesystemet. Hun forventer at få tilkendt fleksjob, selvom hun mere eller mindre er blevet tilbudt førtidspension.
Hun får rent faktisk hjælp.

Men hun er også alene i hverdagen.

Min diagnose er ikke anerkendt i Danmark, så jeg er ikke syg.

Hvad er jeg så?

På den ene side set, er det rart en gang imellem at møde en "fælle", som ved nøjagtig hvordan det er, det der med at have nogle meget følsomme dage.

På den anden side set, er det også som at få smidt en spand koldt vand i ansigtet. Selvfølgelig tænker jeg på hvad der skal ske med min fremtid. Selvfølgelig er det svært at lade være med at se alle de ting vi ikke kan, fordi jeg ikke bidrager med min løn til husholdningen. Ind imellem er der også en bekymring for, om vores økonomi er som den skal være, for jeg har svært ved at gennemskue det, selvom jeg har arbejdet med det i 13 år. Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne føle mig sikker på, at jeg får den hjælp jeg har behov for. For det ved jeg s'gu ikke, om jeg gør. Jeg går og passer på ikke at få for travlt, for det er jeg blevet advaret mod.
Ordene var klare: Hvis du behandler dig selv sådan en gang til, så er skaderne på din hjerne permanente. Det er de måske ikke nu.

Jeg er i alt fald røget mellem to stole.

Mine sygedagpenge ophørte 28/2 2014, uden skelen til udtalelser fra læge og psykiater.

Min diagnose kan ikke anerkendes.

Min stress kan ikke anerkendes som en arbejdsskade, selvom det var min arbejde der udløste det.

Til gengæld er jeg ikke alene - og havde jeg ikke haft min mand og vores børn, så tror jeg ikke jeg havde været nu.

Men nogle dage kan jeg godt blive lidt en bitterfisse.....

Det bliver ikke til meget.

Faktisk skal jeg til at tage mig sammen, hvis jeg skal have noget som helst strik færdigt her i maj. Men det kan jeg jo heldigvis bare lade være med.
Jeg er startet på en klud. I bomuld. Det er en god måde at strikke noget let, men det er også kedeligt og knapt nok bilstrik. Jeg bliver aldrig god til at strikke småting, for at få brugt lageret. Men lageret kan ikke længere være i det dertil indrettede skab, og så må der skrides til handling!
Derfor har jeg indført garn-indkøbsstop - og håber det holder længe!

Til gengæld får jeg syet. Jeg har en veninde, som sparker mig igang, også med de ting, jeg ikke gider lave. Når jeg ikke er tilfreds, og må pille op. Det er træls at pille noget op det er syet med overlock. Men, idag har jeg fået et par ting færdige - takket være selskabet. Tak for det!

Denne flagrende tunika-sag er mit første forsøg i viskose. Og første gang med et ud-af-hovedet syprojekt. Det gik over al forventning! Jeg er så tilfreds! Det tog sin tid, men den er det værd, og har allerede været på i byen, hvor jeg ikke blev spurgt om den var hjemmesyet. Og det tager jeg (underligt nok, og kun når det gælder syede ting), som et kompliment.

Badenymfe er jeg ikke.

Vi har tilbragt Pinsen i sommerhuset. Det suste godt i naboens flag alle dagene, så jeg slap for den lovede tur i vesterhavet. 

Og heldigvis, havde stedet samme magiske virkning som altid på os. At falde i søvn til lyden af vesterhavets bølger der slår mod stranden, og vågne til samme lyd og fuglekvidder, er bare så sundt.

Alle har sovet godt og længe. Ugen op til var hård - travl for familien, og dum for mig.

Ja, det regnede også lidt. Men, selv vores egenrådige kat, synes at blive i en helt speciel stemning deroppe.

Nu er hverdagen tilbage, velkommen - med resterne af roen fra weekenden i kroppen.