Nogle venskaber klarer alt...

...sådan nogle er jeg heldigvis beriget med.


Jeg har de sidste måneder, ja måske år, følt venskaber glide ud. Venskaber der har bestået i 25 år eller mere. Venskaber, som jeg troede var for livet. Venner og veninder, som har mødt vores svære år, med tavshed. Dem, hvor jeg har rakt ud og tilbudt støtte, ved skilsmisser, fødselsdepressioner og livskriser. Og dem, hvor jeg i bakspejlet kan se, jeg har lagt øre til rigtig meget - punktum.

Den tryghed der er i at have kendt hinanden i "100 år", og som nok var det fundament i venskabet, som jeg forventede netop kunne holde til alt. Pludselig, er det ligesom bare gledet væk.

Skal de så samles op igen? Kan de samles op?
Har jeg lyst? Er jeg for skuffet? Vil jeg bruge min sparsomme energi på en sag, som måske ender i en skuffelse?

Næ.

Jeg vil påskønne de venner og veninder, der har stået ved. De dejlige mennesker, som ikke har dårlig samvittighed over at kontakte mig, og sige: "Længe siden sidst, men......"
De, der synes jeg stadig bidrager i deres liv, selvom jeg ikke altid har lige meget at give af.

Og jeg vil nyde de nye venner der er kommet til. Jeg vil nyde at accepten er ubetinget i mit pigenetværk, at de ting jeg bidrager med dér, bliver påskønnet.

Der er immervæk stadig fantastisk at føle sig noget værd i deres øjne, og have en plads i deres liv
Og det gælder både gamle, som nye venskaber!

Sådan nogle har jeg været sammen med i weekenden. "Gamle" og nye venner.


Det var godt! Og jeg glædes over, at kunne være en god veninde for dem.