Heldig, eller mindre heldig?

Et tilfældigt møde en fredag, satte nogle tanker igang hos mig. Jeg mødte nemlig en "fælle", dvs. en tidligere bankansat, som også var røget ned med stress.

Mødet med "fællen" skete i sauna'en, af alle steder. Vi falder tilfældigt i snak, efter for mit vedkommende 1500m i vandet, og det viser sig vores historier er meget ens.

Kvinden, jeg nu sidder og sveder sammen med, har været væk fra arbejdsmarkedet i 1½ år - stressramt efter at have været vidne til tre bankrøverier. Er blevet diagnosticeret med Post Traumatisk Stress, og venter nu på at få vurderet sin arbejdsevne. Og sin erstatningssum fra arbejdsskaden.

Hun har det efterhånden ok - vores symptomer ligner meget hinanden:
Hun bliver nemt overvældet i større selskaber, bliver hurtigt træt, har stort søvnbehov og skal have ro det meste af tiden. Hun er også så småt kommet igang med lidt svømning og gå-ture.

Det går fremad.

Her stopper sammenfaldende så også.

For hun er nemlig single, og har ingen børn.
Hun får 70% af sin tidligere indkomst fra sit pensionsselskab på sin Tab af Erhvervsevne forsikring + sygedagpenge. Dvs. hun har en større indkomst nu, end før hun blev syg. Hun kan styre sin egen økonomi.
Hun bliver ikke smidt ud af sygedagpengesystemet. Hun forventer at få tilkendt fleksjob, selvom hun mere eller mindre er blevet tilbudt førtidspension.
Hun får rent faktisk hjælp.

Men hun er også alene i hverdagen.

Min diagnose er ikke anerkendt i Danmark, så jeg er ikke syg.

Hvad er jeg så?

På den ene side set, er det rart en gang imellem at møde en "fælle", som ved nøjagtig hvordan det er, det der med at have nogle meget følsomme dage.

På den anden side set, er det også som at få smidt en spand koldt vand i ansigtet. Selvfølgelig tænker jeg på hvad der skal ske med min fremtid. Selvfølgelig er det svært at lade være med at se alle de ting vi ikke kan, fordi jeg ikke bidrager med min løn til husholdningen. Ind imellem er der også en bekymring for, om vores økonomi er som den skal være, for jeg har svært ved at gennemskue det, selvom jeg har arbejdet med det i 13 år. Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne føle mig sikker på, at jeg får den hjælp jeg har behov for. For det ved jeg s'gu ikke, om jeg gør. Jeg går og passer på ikke at få for travlt, for det er jeg blevet advaret mod.
Ordene var klare: Hvis du behandler dig selv sådan en gang til, så er skaderne på din hjerne permanente. Det er de måske ikke nu.

Jeg er i alt fald røget mellem to stole.

Mine sygedagpenge ophørte 28/2 2014, uden skelen til udtalelser fra læge og psykiater.

Min diagnose kan ikke anerkendes.

Min stress kan ikke anerkendes som en arbejdsskade, selvom det var min arbejde der udløste det.

Til gengæld er jeg ikke alene - og havde jeg ikke haft min mand og vores børn, så tror jeg ikke jeg havde været nu.

Men nogle dage kan jeg godt blive lidt en bitterfisse.....