Ingen ynk, tak!

For et par uger siden fik jeg et opkald fra min fagforening Finans Forbundet. Faktisk fra en journalist, som skulle lave en artikel om de tidligere ansatte i Roskilde Bank til vores fagblad Finans Magasinet. Jeg var lidt tilbageholdende, og startede egentlig med at sige, at jeg nok ikke lige er det bedste eksempel - jeg gik jo ud fra, hun var på jagt efter en succeshistorie.

Det svar vippede hende ikke ud af røret, så hun fik hele "historien", om min færden efter Roskilde Bank 2008, sådan kort fortalt.

Journalisten endte med at spørge mig, om jeg havde lyst til at give et interview om et helt andet emne, nemlig trivsel på arbejdspladsen. Jeg er jo nok et lysende eksempel på hvor galt det kan gå. Det har jeg tænkt meget over....

Undervejs har jeg været igennem flere emner: 

Kan jeg håndtere at høre, at der måske er nogle som synes, det er min egen skyld? 

Kan sådan en artikel skrives, så jeg ikke synes at jeg kaster mudder efter nogen - altså mine ledere på min sidste arbejdsplads? 

Kan det skrives, så den ikke bliver piv-piv-ynkelig? 

Skyder jeg mig selv i foden, så jeg er helt sikker på aldrig at få arbejde i sektoren igen?

Kan det hjælpe mig, at få det ned på papir og sådan ud i verden, og ikke bare via mine bloggerier?

Og har jeg i virkeligheden lyst til det?

Kan det hjælpe til større forståelse, for mig og alle de andre i min situation?

Er det på nogen måde muligt, at beskrive hvordan det egentlig er at være, her hvor jeg er?

På den ene side, synes jeg det er vildt spændende, og er også lidt beæret over, at nogen har lyst til at skrive en historie om lille mig. På den anden side, har jeg alle betænkningerne, som er listet op ovenover, og nok i virkeligheden også flere..... Det værste er næsten, at de også vil have et billede af mig. For hvor har det dog været nogle hårde år, de sidste 4, og det ses i mit ansigt.

Men, jeg har kun et liv. Og der er s'gu næsten ikke mere at slå i hjel, så hvis artiklen bliver et jobmæssigt selvmord, so be it - 

Lige pludselig, er det rigtige her.

Jeg er ikke i denne situation, fordi jeg er svag......  men tværtimod fordi jeg har været for stærk, for længe.

Og i mit næste liv, vil jeg alligevel være elefantpasser i Zoo.

Så, jeg gør det! Så ser vi hvad der sker.

God Store Bededagsferie - og tak fordi du kigge ind :-)

En skøn plet på Fyn.

Jeg har været et sted, jeg aldrig før har besøgt. Nemlig Bøjden på Fyn.

En god veninde holdt pigefødselsdag i de mest skønne omgivelser, på Bøjden Cottage B&B.

Hold nu op, vi blev forkælede!

Mieke, som er Hollænder, købte stedet for år tilbage, da det var en gammel nedlagt landejendom. Hun har restaureret huset med nænsom hånd og sans for detaljen, og resultatet er virkelig blevet en perle.

Her er mine få billeder:

Haven, hvortil der er udsigt fra værelserne. Her så jeg et fasanpar, tidligt om morgenen.

Fyns Hav i baggrunden, har står jeg i gården. Der er et stort fuglereservat til højre....

Det oprindelige stuehus, som nu er omdannet til 3 lækre dobbeltværelser med bad.

Den gamle stald, som er omdannet til køkken, spisesal og privatbeboelse.

Min udsigt fra hovedpuden, og et rigtigt godt billede af stilen på værelserne. Kartell bord, Badekar med sphinx-fødder og derfra udsigt til terasse og have.

Stedet har min varmeste anbefaling. Det er langt ude på landet, der ro, natur, vand, heste, marker og en hjertevarm gæstfrihed, som jeg sjældent før har oplevet det!

Se evt. flere billeder på www.bojdencottage.com -

Fiskevandring?

Sidste år i pinsen anlagde vi nyt havebassin. Bare sådan et lille et. For hyggens skyld, og fordi i havde et, som vi nedlagde. Og fordi jeg tror, det er pga. vandets beboere, vi ikke har så mange dræbersnegle.

Apropos bassinets beboere. Der er frøer. De er meget velkomne. Vi har sat et par Nøkkeroser, som vi håber har overvintret, og lavet et lille vandfald, så der er også et lydbillede omkring idyllen.

Ellers har vi ikke gjort meget ved det.

Men, som overskriften antyder, har vi oplevet et lidt sjovt fænomen: Der er kommet en fisk i. Da vi opdagede den sidste år, startede vi med at kontakte de par "sjove fætre" vi har i omgangskredsen, for at høre om der var en af dem, der ville påtage sig ansvaret for at have anbragt den fisk i vores sø. Det var der ikke. Hm.
Den blev der hele sommeren, ca. 10cm lang, men temmelig sky. Og vi morede os lidt over det.

Nu er der fandme en fisk i bassinet igen! Den er mindre end den der var der sidste år....

Det er ikke lykkedes mig at få et billede af fisken. Og søen er blevet fuld af grønne alger, så den er ikke særlig køn lige nu. Flere af vores naboer har fisk i haven, og mistanken har det været omkring Bailey, om hun kan have slæbt en fisk med hjem - men havde hun så ikke lagt den på ved døren, som hun plejer med mus? Hun afleverer den vel næppe i vandet, igen?

Hvor om alting er: Frøer, haletudser, såvel som fisk er velkomne - måske ender vi alligevel med at have fisk, sådan i flertal?

Min Høstjakke

En lille tilføjelse, september 2016:

Denne version af Høstjakken kom til at bo hos min svigerinde Merete, som heldigvis er rigtig glad for den. Hun havde den på den 24/4 2016 til min søns konfirmation:

Det er de tre faddere, der "holder" barnet. Tosset påfund, men vi har et billede magen til fra hans dåb, og så var det bare lige sjovt.

Fra 14/4 2015:

Her er søster Iben model :-)

Det gik stærkt!15 dage fra start til slut. Den var nem at strikke, og resultatet er super lækkert!

Jeg strikkede den til mig selv, men måtte genoverveje. Farven er bare ikke super god til mit typisk nordiske blegfimsede look.
Men så kom min svigerinde forbi, hun er naturligt mørkhåret, og vupti, nu er den solgt! Jeg tror og håber hun bliver rigtig glad for den!

Jeg har ændret et par detaljer i forhold til opskriften. F.eks. har jeg lavet en hestetømmekant rundt i halsen og ved ærmeafslutningen. Det giver lidt mere hold i halsen og mere balance, at afslutningerne er ens.

Min Høstjakke er strikket af 2 tråde uld og en tråd Drops Kid-Silk. Kid-Silk er 75% mohair og 25% silke, og giver en fantastisk blødhed og flot udseende. Jeg har brugt knapt 134g Kid-Silk og 376g af ulden. Den vejer 510g helt færdig, i str. L, incl. længere ærmer og ændrede kanter.
Ulden købte jeg på Uldfestival i Saltum sidste år, jeg kan simpelthen ikke huske hos hvem. Kid-Silk'en har jeg brugt nogen tid på at finde, da det jo skulle være den helt rigtige farve til den lettere grisefarvede uld. Men jeg fandt det i Netgarn.dk i Banegårdsgade i Århus, som er en skøn lille butik, men søde personaler og et lækkert udvalg efter min smag.

Opskriften er fra Maries Idéer. Jeg købte primært bladet for at få fat i opskriften, da jeg har lovet at strikke en jakke til min niece - men det blev altså lige til en tester i en helt anden farve først.

Du kan også finde facts om trøjen på http://www.ravelry.com/projects/TuriLykke/fall-coat/photos

Solskin og blå anemoner.

Det skal nydes, når det er der! Altså det gode vejr.

Det har vi så. Bailey (katten) på lidt mere afslappet vis, end jeg...

Haven er ved at være forårsklar - dvs. klar til de projekter, som ikke blev færdige sidste år. Vi bor i et område, hvor jorden er som beton, så snart det ikke har regnet nogle dage. Alligevel vokser ukrudtet fint. I onsdags, hvor der var sommer, gik jeg ude i solen hele dagen. Sådan er det godt at være hjemmegående. Jeg må så desværre konstatere, at en hel dags aktivitet i haven, selvom det er meget berigende, også giver en regning i form af totalt energiunderskud torsdag. Men, det er jo derfor jeg er hjemme, og så må man jo tage en date med hovedpuden. Og heller ikke dér, er jeg alene - Bailey er meget loyal :-)

Og nu er vi så klar til næste dag med sommer :-)

Pengene og Udbrændtheden

Mere om udbrændtheden.

Nogle har læst mit tidligere indlæg, hvor jeg skriver om at være her hvor jeg er. Tak for jeres søde ord og kommentarer.

Der ER en langvarig process.

Jeg ser det, som jeg er heldig, ikke at være afhængig af det offentlige system. Havde jeg været det, havde vi som familie, haft mange flere udfordringer! Jeg har selvfølgelig været tilbudt og modtaget hjælp fra Jobcenteret, har modtaget Sygedagpenge, og har været i arbejdsprøvning af to omgange. Sidste forløb startede i november 2013, og skulle være fortsat indtil juli 2014 - men blev afbrudt da jeg ikke kunne imødekomme kommunens krav om at øge mit timetal med 30 minutter om ugen. Læge, Psykoterapeuten og Morten gik ind og sagde stop i februar 2014, og så lukkede kommunen kassen. Kontanthjælp kan jeg ikke få, jeg er jo godt gift og vi har hus og et halvt sommerhus.

Men jeg får hjælp!

Jeg er også heldig med, at jeg i sin tid tegnede en forsikring mod tab af erhvervsevne via min pensionsordning i Bankpension. Det er den der holder os ovenvande økonomisk, med hvad der nogenlunde svarer til dagpengesatsen - knapt nok. Cirka en gang om året, er jeg indkaldt til en samtale hos en uvildig psykiater, som tester mig og taler med mig, og laver en vurdering til Bankpension, som så er der deres grundlag for fortsættelse af udbetalingerne. Indtil videre har jeg været hos psykiateren to gange, den første gang fik jeg selv udleveret hans skriftlige vurdering, hele 12 sider! Jeg kunne kende det meste, og blev også lidt forskrækket, for det er både godt og ikke særlig rart, at få ridset op hvor den er gal, med så klare ord.
Det er også hos psykiateren jeg har fået diagnosen Udbrændt. Det er ikke en officiel diagnose i Danmark, hvilket gjorde den svær at håndtere for min sagsbehandler, men i Sverige er den fuldt anerkendt.
Sidste gang jeg var hos psykiateren, kunne vi heldigvis se fremgang. En lille bitte smule. Jeg vil SÅ gerne, at det går fremad. Jeg forsøger at huske mig selv på, at det tager lang tid, og alt foregår med små små skridt. Og jeg forsøger at acceptere, at stort set alt aktivitet, giver en "regning". Også det sjove. Så jeg forsøger at holde mig til det sjove, så er det nemmere at tage nogle dage i sengen bagefter.

31/1 2016 har jeg modtaget udbetalinger fra Bankpension i 3 år, og så skal min generelle arbejdsevne testes. Så må vi se. Hvis jeg bare er 51% arbejdsdygtig, mister jeg udbetalingerne, og så skal vi sørme igang med at gen-tænke vores tilværelse.

Så jeg forsøger at arbejde lidt ind imellem, men mere om det en anden dag.

Nu er jeg nemlig klar til en lille lur, før Morten kommer hjem og vi skal fredags-hygge.

Still Light Tunic - Finsk design-lækkerhed.

Denne lækre sag, har fået mig overbevist om at jeg godt kan bruge uld, ind mod huden. Jeg har altid frygtet det ville kradse, men denne er bare dejlig på den fede måde. Den er varm, den er blød, den har en fed farve og kamuflerer deller på den rigtige måde.

Den er bare RIGTIG.

Her er søster Iben model.

Opskriften er af en finsk designer Veera Välimäki, købt på Ravelry.com. Jeg har strikket en størrelse mindre end jeg normalt gør til mig selv, og for at kompensere for at garnet er lige tykt nok, Den har en lækker overflade, men er måske lige tung nok - den har det med at blive længere i brug.

Farven er lidt misvisende på de øverste billeder, men det nederste viser den bedre.

Jeg ved ikke hvad jeg gør galt med det lys der, men det bedste camera, er altså det i min telefon....

Her kommer en mere rigtig gengivelse af farven. Jeg er vild med farvespillet i denne tweed, og skal have fat i noget mere.... Først skal der lige ryddes ud i lageret.

Strik ud af hovedet

Sannah og jeg købte sammen noget garn i Løkken i sommeren 2013. Det er længe siden, og i mellemtiden er hun vokset, så nu er der ikke garn nok til den jakke hun ønskede sig. Sløve mor!
Heldigvis er jeg tilgivet, og vi fandt sammen på at lave denne model i stedet for. Den er strikket lige ud af mit hoved, efter hendes ønsker og mine beregninger.
Garnet er merceriseret bomuld, som er flot blankt, men også temmelig hårdt for skuldre og hænder at strikke med.
Billedet er for øvrigt beregnet på instragram, hvor du også kan finde mig: @turilykke, eller under #madebyturi

Jeg skal da også ha' en....

HØSTJAKKEN fra Pickles har ikke været til at komme udenom i strikke-nørde-universerne, hvor jeg færdes. Der er rigtig mange af den norske strikjakke derude i verden, men den er også bare super tiltalende. Og så er der jo den kæmpe fordel ved strik, at jeg kan lave den i lige den længde, der passer mig.

Her er min: 

Det vil sige, den er på vej......

Jeg strikker den i 2 tråde tynd uld og en tråd Drops Alpakka. Farven er pudder, mega svær at gengive ordentligt via camera på mobilen. Men den bliver fin, det er jeg sikker på! Den kommer til at passe til de sko jeg købte sidste forår en dag, hvor jeg havde besluttet mig for at udfordre mig selv lidt... Og købte disse:

Jeg er slet ikke til bling-bling og tror aldrig før jeg har ejet noget i den farve! Men, de var med i Finland i sommerferien, og der var vejret til rigtige sko - så de blev gået til. Og nu får jeg snart en jakke til.

Opskriften har jeg fra Maries Idéer nr. 3 fra juli 2014 se evt.  www.mariesideer.dk

"Striber" en opskrift af Rachel Søgaard, fra bogen Mange Masker.

Striber undervejs...

Sjovt selv at lave farveskift.

Bailey, vores Maine Coon arve-kat, er lidt speciel. Tit virker det som om hun resonerer, at når mine hænder er optaget af strikkepindende, så må kærligheden kastes over noget andet. Og strikketøjet må jo være godt, når jeg nu bruger så meget tid på det. Hun er i det hele taget glad for at ligge i vores tøj og især hjemmestrikket - som alle andre katte.

Men, det som det skal handle om kommer her:

Striber, fra bogen Mange Masker.

Flot flot trøje, jeg har brugt den originale blå cotton-wool fra opskriften, for den havde jeg en masse af stående på en cone. Striberne i originalen er strikket med farveskiftegarn, men jeg havde så mange rester i tynd uld, som jeg har brugt i stedet for. Det fungerer fint.
Opskriften er jeg desværre ikke vild med. Jeg valgte at strikke den i en (for mig) ret stor størrelse, da jeg ikke er vild med at have noget tætsiddende om maven. Desværre er den så stor i halsen nu, at den glider ned over mine skuldre, og slet slet ikke passer mig, eller andre jeg kender, ØV. Jeg har fundet en løsning, men skal lige ud over skuffelsen, før jeg tager den i hænderne igen.

Det færdige resultat er her:

Brændt ud.

Efter mange, mange tanker og overvejelser, bliver det nemmere at sætte ord på tingene.

Jeg er syg, og det arbejder jeg med at acceptere. Det er en balance, for i virkeligheden har jeg absolut ikke lyst til at være her hvor jeg er nu. Jeg har lyst til at komme tilbage på arbejde og hjælpe alle de vidunderlige mennesker jeg kendte som "mine" kunder, med at få opfyldt deres drømme! Ironisk nok, har jeg fået opfyldt en af mine drømme - nemlig mere tid til at strikke.... det var bare ikke lige sådan her, det skulle være.
Men, det er her jeg er.
Og så siger min indre "overlever", at så må jeg hellere se at få det bedst mulige ud af det. Så jeg strikker, fordi jeg elsker at strikke og det er terapi for mig. Og jeg forsøger at lære at sy. Og jeg drømmer om den dag hvor jeg kan få min egen lille butik med garn og strik og andre lækre ting, mens jeg prøver på at hele.
Tiden går med meget lidt, men jeg heler. Det går fremad. Hjernen arbejder med mig, og jeg gør det rigtige ved at strikke. Jeg passer på mine ressourcer. Jeg hviler meget. Men jeg synes ikke det er sjovt.

Når så jeg møder folk på min vej, tidligere kolleger - forældre til børnenes kammerater - og de mennesker som måske engang var venner, men hvor kontakten er gledet ud, og de spørger mig om jeg dog ikke snart skal igang igen. "Du kan da ikke blive ved med at have stress" spørger de. Nej, jeg har ikke stress og jeg har ikke en depression. Men jeg har noget andet, som på mange måder er meget værre. Jeg har diagnosen udbrændthed, og den er der ikke andet at gøre ved, end at vente på bliver bedre. Imens man hviler sig, undgår pressede situationer og passer på sig selv i det hele taget.

Nogle gange har jeg lyst til at svare tilbage, at det da for fanden ikke er fordi jeg synes det er sjovt, det her, jeg går hjemme!!!

Det er da træls, altid at blive træt af ingenting. Det dér svingende energiniveau, er da en pain in the arse. Den dér følelse af at hjernen bare "slår fra" og jeg slet ikke kan følge med i en samtale, eller en film eller bare det selskab jeg nu er i, den er meget ubehagelig. Især når jeg nu plejer at være ret skarp, sådan i hovedet altså.
Men det er sådan, det er.

Så det er ikke fordi jeg har givet op, jeg ikke forsøger at blive visiteret til et fleksjob, eller søger om at komme på kursus, eller render kommunen på dørene for at få hjælp. Det er simpelthen fordi, det ville være det dummeste jeg kan gøre. Jeg skal hvile, leve en dag af gangen, og jeg skal strikke.
Og så håber jeg, at Udbrændtheden forsvinder, og jeg får "mig selv" tilbage.

Men hvem har lyst til at skrive på LinkedIn: "Jeg er udbrændt"? Ikke mig.

Så indtil nu, har jeg holdt lav profil. Det er imod min natur, at undgå sjove ting og forsamlinger. Det er imod min natur, ikke at forlade matriklen i flere dage i træk. Det er imod min natur, ikke at følge med i hvad der sker ude i verden.
Men jeg har nok at gøre, med at følge med i mine børns verden og færden, og passe vasketøjet.
Mens jeg heler.