Efter mange, mange tanker og overvejelser, bliver det nemmere at sætte ord på tingene.
Jeg er syg, og det arbejder jeg med at acceptere. Det er en balance, for i virkeligheden har jeg absolut ikke lyst til at være her hvor jeg er nu. Jeg har lyst til at komme tilbage på arbejde og hjælpe alle de vidunderlige mennesker jeg kendte som "mine" kunder, med at få opfyldt deres drømme! Ironisk nok, har jeg fået opfyldt en af mine drømme - nemlig mere tid til at strikke.... det var bare ikke lige sådan her, det skulle være.
Men, det er her jeg er.
Og så siger min indre "overlever", at så må jeg hellere se at få det bedst mulige ud af det. Så jeg strikker, fordi jeg elsker at strikke og det er terapi for mig. Og jeg forsøger at lære at sy. Og jeg drømmer om den dag hvor jeg kan få min egen lille butik med garn og strik og andre lækre ting, mens jeg prøver på at hele.
Tiden går med meget lidt, men jeg heler. Det går fremad. Hjernen arbejder med mig, og jeg gør det rigtige ved at strikke. Jeg passer på mine ressourcer. Jeg hviler meget. Men jeg synes ikke det er sjovt.
Når så jeg møder folk på min vej, tidligere kolleger - forældre til børnenes kammerater - og de mennesker som måske engang var venner, men hvor kontakten er gledet ud, og de spørger mig om jeg dog ikke snart skal igang igen. "Du kan da ikke blive ved med at have stress" spørger de. Nej, jeg har ikke stress og jeg har ikke en depression. Men jeg har noget andet, som på mange måder er meget værre. Jeg har diagnosen udbrændthed, og den er der ikke andet at gøre ved, end at vente på bliver bedre. Imens man hviler sig, undgår pressede situationer og passer på sig selv i det hele taget.
Nogle gange har jeg lyst til at svare tilbage, at det da for fanden ikke er fordi jeg synes det er sjovt, det her, jeg går hjemme!!!
Det er da træls, altid at blive træt af ingenting. Det dér svingende energiniveau, er da en pain in the arse. Den dér følelse af at hjernen bare "slår fra" og jeg slet ikke kan følge med i en samtale, eller en film eller bare det selskab jeg nu er i, den er meget ubehagelig. Især når jeg nu plejer at være ret skarp, sådan i hovedet altså.
Men det er sådan, det er.
Så det er ikke fordi jeg har givet op, jeg ikke forsøger at blive visiteret til et fleksjob, eller søger om at komme på kursus, eller render kommunen på dørene for at få hjælp. Det er simpelthen fordi, det ville være det dummeste jeg kan gøre. Jeg skal hvile, leve en dag af gangen, og jeg skal strikke.
Og så håber jeg, at Udbrændtheden forsvinder, og jeg får "mig selv" tilbage.
Men hvem har lyst til at skrive på LinkedIn: "Jeg er udbrændt"? Ikke mig.
Så indtil nu, har jeg holdt lav profil. Det er imod min natur, at undgå sjove ting og forsamlinger. Det er imod min natur, ikke at forlade matriklen i flere dage i træk. Det er imod min natur, ikke at følge med i hvad der sker ude i verden.
Men jeg har nok at gøre, med at følge med i mine børns verden og færden, og passe vasketøjet.
Mens jeg heler.
Jeg er syg, og det arbejder jeg med at acceptere. Det er en balance, for i virkeligheden har jeg absolut ikke lyst til at være her hvor jeg er nu. Jeg har lyst til at komme tilbage på arbejde og hjælpe alle de vidunderlige mennesker jeg kendte som "mine" kunder, med at få opfyldt deres drømme! Ironisk nok, har jeg fået opfyldt en af mine drømme - nemlig mere tid til at strikke.... det var bare ikke lige sådan her, det skulle være.
Men, det er her jeg er.
Og så siger min indre "overlever", at så må jeg hellere se at få det bedst mulige ud af det. Så jeg strikker, fordi jeg elsker at strikke og det er terapi for mig. Og jeg forsøger at lære at sy. Og jeg drømmer om den dag hvor jeg kan få min egen lille butik med garn og strik og andre lækre ting, mens jeg prøver på at hele.
Tiden går med meget lidt, men jeg heler. Det går fremad. Hjernen arbejder med mig, og jeg gør det rigtige ved at strikke. Jeg passer på mine ressourcer. Jeg hviler meget. Men jeg synes ikke det er sjovt.
Når så jeg møder folk på min vej, tidligere kolleger - forældre til børnenes kammerater - og de mennesker som måske engang var venner, men hvor kontakten er gledet ud, og de spørger mig om jeg dog ikke snart skal igang igen. "Du kan da ikke blive ved med at have stress" spørger de. Nej, jeg har ikke stress og jeg har ikke en depression. Men jeg har noget andet, som på mange måder er meget værre. Jeg har diagnosen udbrændthed, og den er der ikke andet at gøre ved, end at vente på bliver bedre. Imens man hviler sig, undgår pressede situationer og passer på sig selv i det hele taget.
Nogle gange har jeg lyst til at svare tilbage, at det da for fanden ikke er fordi jeg synes det er sjovt, det her, jeg går hjemme!!!
Det er da træls, altid at blive træt af ingenting. Det dér svingende energiniveau, er da en pain in the arse. Den dér følelse af at hjernen bare "slår fra" og jeg slet ikke kan følge med i en samtale, eller en film eller bare det selskab jeg nu er i, den er meget ubehagelig. Især når jeg nu plejer at være ret skarp, sådan i hovedet altså.
Men det er sådan, det er.
Så det er ikke fordi jeg har givet op, jeg ikke forsøger at blive visiteret til et fleksjob, eller søger om at komme på kursus, eller render kommunen på dørene for at få hjælp. Det er simpelthen fordi, det ville være det dummeste jeg kan gøre. Jeg skal hvile, leve en dag af gangen, og jeg skal strikke.
Og så håber jeg, at Udbrændtheden forsvinder, og jeg får "mig selv" tilbage.
Men hvem har lyst til at skrive på LinkedIn: "Jeg er udbrændt"? Ikke mig.
Så indtil nu, har jeg holdt lav profil. Det er imod min natur, at undgå sjove ting og forsamlinger. Det er imod min natur, ikke at forlade matriklen i flere dage i træk. Det er imod min natur, ikke at følge med i hvad der sker ude i verden.
Men jeg har nok at gøre, med at følge med i mine børns verden og færden, og passe vasketøjet.
Mens jeg heler.
