Viser opslag med etiketten Arwetta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arwetta. Vis alle opslag

onsdag den 25. oktober 2017

Det er blevet sokke-vejr

Jeg går oftest direkte fra sandaler til uldne sokker, her i efteråret. Bare tæer er favoritten, men uldstrømper er næsten lige så godt. Og selvfølgelig helst hjemmestrikkede - jeg har ikke andet.

Ved gennemgang af beholdningen, som svinder kraftigt efter Sannah er blevet samme størrelse som mig, måtte jeg igang. 2 par er færdige og taget i brug, endnu et par blev til Birthe og par nr. 4 er igang...

I sommer ryddede jeg op i garn og stof, og fik samlet alt mit strømpegarn i en kasse - jeg kan se der er til mange timers strik. Og sjovt nok kan jeg stadig finde på at købe nyt...???

Sådan blev de: Alle frit efter opskrifter i Bitta Mikkelborgs bog om emnet.

Arwetta fra Filcolana er favoritten til sokker. Den skrå overskæring til rib fortsætter rundt om benet, det giver en ret sjov effekt.

Jeg strikker helst fra tåen op, så jeg vendte diagrammet på hovedet. Det gav et par skønhedsfejl, som sikkert kun jeg selv kan se, og jeg kan leve med dem
Disse er strikket i Arwetta og noget der lå uden banderole, jeg tror der er Nordlys fra Viking garn. 

Tak for besøget på denne regnvejrs-efterårsdag, som indbyder til strik og kaffe i sofaen.

fredag den 20. oktober 2017

Exploration Station af Stephen West


For pokker, det er blevet flot og lækkert!

Sikke en fest at strikke, jeg kan godt forstå det er blevet så populært! Jeg er allerede igang med at planlægge det næste.





Min Exploration Station er hovedsagelig strikket i garn fra lageret. Den grå-brune er Manos del Uruguay, garn som jeg er vild med kvalitet og lækkerfaktor, noget jeg har købt privat på fb engang. Den multifarvede er Arwetta, som egentlig er strømpegarn, men farverne er fede og lølængden passer - og så er det bare den lækre version af strømpegarn. Det ahr jeg købt i Terapi Hobby i Hasselager. Den klare orange er Yaku Lammeuld fra CaMaRose, købt hos Netgarn.dk.
Opskriften har jeg købt på Ravelry.com.

søndag den 22. januar 2017

#femparjanuarstrømper17

Lang #....

Jeg hoppede på en af de "ting" på instagram igen, ligesom #strik10 i 2016. Dengang handlede det om at få brugt af garnlageret, og måske burde jeg hoppe på sådan en igen 😉

Men, der er sokker på pinden, og det går derud af.

Første par blev til mig: Farven er mest rigtig på det venstre billede.



 2. par blev sørme også til mig:



3. par til gavekurven, str. 38:

Selvstribende, som jeg ikke kan huske hvor er fra, med en sort stribe i.

4. par til min datter Sannah str. 35:
Farven er mere mørkegrå, jeg ved ikke lige hvorfor kameraet drillede

Mørkegrå Arwetta Classic med en rest til striber.

Sidste par er på vej -

mandag den 29. september 2014

Færdigt arbejde!

Endelig færdig! Og alligevel sådan næste nostalgisk da den sidste boble skulle strikkes. Det var et stort arbejde på pind 3, men resultatet er blevet godt, den er super lækker. Og garnet er blødt og dejligt - det kradser ikke, heller ikke mod min hals, som ellers hurtigt lader sig irritere.

Sømandstrøjen til Morten blev færdig, lige som det blev koldt, det passede jo perfekt. Den passer bare ikke lige manden, så hermed er den lagt i "hvad skal jeg så finde på med den"-bunken.... Jeg kan faktisk godt selv passe den, men jeg er ikke så super smart i den; pænt sagt er jeg bare lige lidt for kort og rund til modellen.




Det hemmelige projekt, som var en Annette Danielsen kjole "No. 1", har været færdig et stykke tid, men en hemmelighed er jo kun hemmelig, hvis man ikke fortæller den til nogen. Her er den strikket i Geilsk uld og den sorte under armene er Geilsk tweed, begge dele købt på uldfestival i Saltum i foråret. 

Kjolen var en fødselsdagsgave til min mor, som blev 80år den 15. september, her kan I se den på - hun blev
heldigvis rigtig glad for den :-) Når så jeg også er glad for resultatet, så er det en fed fornemmelse at give sit håndværk som gave.

Nu er jeg igen igang med en en model til Morten, vi blev begge to så skuffede over at sømandstrøjen ikke sad ordentligt på ham. Nu prøver jeg denne:


Originalgarnet i opskriften er noget Järbo, som jeg ikke kender, og som er 50% akryl, og det er jeg ikke vild med. Men i erkendelse af, at Morten jo bruger sine sweatre, strikker jeg den i strømpegarn af den lækre slags, og håber på at de 20% kunststof der er deri, kan hjælpe med at holde formen på arbejdet.


Og så er der altid en ting der ligger, fordi hovedet er fuldt af idéer, og hænderne ikke kan følge med. Jeg har en idé om, at denne skal blive til en let jakke/cardigan med noget skind og noget, men det tager jo 100 år at strikke en jakke med 90 cm's længde på ryggen! Her sneg Bailey sig til en lur på mit strikketøj, hun har det med at tr,o at jeg ikke ser hun gør det. Ind imellem er jeg bare for nem, og lader hende blive i troen.



God efterårs-solskins-mandag fra Strikkeren :-)

onsdag den 2. april 2014

DOMINOSTRIK

Dominostrik er egentlig mest kendt fra Vivian Høxbroe, hun har vist lavet det meste med den metode. Jeg har tidligere strikket et par puder - og da jeg blev spurgt om jeg ville lære lidt fra mig, fandt vi på at lave en domino-pude-knit-a-long. Så vi er 4 der strikker samme model, med lidt variationer, men de skulle gerne ende med at være ens. Det er hyggeligt at "dele" arbejde med andre nørder :-) Så vi strikker firkanter.... 128 stk, så er puden klar til montering.
Det er da voldsomt kedeligt ind i mellem, men resultatet er bare for flot!


Her er hvad jeg har nået indtil videre.... Og tro det eller ej, jeg er bagefter de andre, som jeg jo egentlig har lært metoden, så jeg er udsat for en lettere mobning når vi ses.
Når jeg engang er færdig, kommer der et billede af det færdige resultat - og så skal jeg have fundet den sofa puden skal bo i.

Ha' en god dag derude!

søndag den 3. februar 2013

Drengebluse i støvet blå....



Denne er til salg - den er strikket med Arwetta, striben er multifarvet Arwetta. Begge dele er 75% uld og resten kunststof, så holder farve og form og kan vaskes på udlprogram i maskinen. Den kommer ikke til at fnulre - men er blød og lækker.
Design: TuriStrik
Str.: 1½-2 år
Pris: 175kr + evt. porto

Fingenser til Sannah

Sannah har længe ønsket sig en Bølgegenser eller en Høstgenser (Fingenser fra Anett Opheim). Begge dele har jeg tøvet lidt med, for jeg st...