Ingen ynk, tak!

For et par uger siden fik jeg et opkald fra min fagforening Finans Forbundet. Faktisk fra en journalist, som skulle lave en artikel om de tidligere ansatte i Roskilde Bank til vores fagblad Finans Magasinet. Jeg var lidt tilbageholdende, og startede egentlig med at sige, at jeg nok ikke lige er det bedste eksempel - jeg gik jo ud fra, hun var på jagt efter en succeshistorie.

Det svar vippede hende ikke ud af røret, så hun fik hele "historien", om min færden efter Roskilde Bank 2008, sådan kort fortalt.

Journalisten endte med at spørge mig, om jeg havde lyst til at give et interview om et helt andet emne, nemlig trivsel på arbejdspladsen. Jeg er jo nok et lysende eksempel på hvor galt det kan gå. Det har jeg tænkt meget over....

Undervejs har jeg været igennem flere emner: 

Kan jeg håndtere at høre, at der måske er nogle som synes, det er min egen skyld? 

Kan sådan en artikel skrives, så jeg ikke synes at jeg kaster mudder efter nogen - altså mine ledere på min sidste arbejdsplads? 

Kan det skrives, så den ikke bliver piv-piv-ynkelig? 

Skyder jeg mig selv i foden, så jeg er helt sikker på aldrig at få arbejde i sektoren igen?

Kan det hjælpe mig, at få det ned på papir og sådan ud i verden, og ikke bare via mine bloggerier?

Og har jeg i virkeligheden lyst til det?

Kan det hjælpe til større forståelse, for mig og alle de andre i min situation?

Er det på nogen måde muligt, at beskrive hvordan det egentlig er at være, her hvor jeg er?

På den ene side, synes jeg det er vildt spændende, og er også lidt beæret over, at nogen har lyst til at skrive en historie om lille mig. På den anden side, har jeg alle betænkningerne, som er listet op ovenover, og nok i virkeligheden også flere..... Det værste er næsten, at de også vil have et billede af mig. For hvor har det dog været nogle hårde år, de sidste 4, og det ses i mit ansigt.

Men, jeg har kun et liv. Og der er s'gu næsten ikke mere at slå i hjel, så hvis artiklen bliver et jobmæssigt selvmord, so be it - 

Lige pludselig, er det rigtige her.

Jeg er ikke i denne situation, fordi jeg er svag......  men tværtimod fordi jeg har været for stærk, for længe.

Og i mit næste liv, vil jeg alligevel være elefantpasser i Zoo.

Så, jeg gør det! Så ser vi hvad der sker.

God Store Bededagsferie - og tak fordi du kigge ind :-)