Garnkøbestop = lagerreducering = udfordringer....

Jeg har længe haft købestop. Og i år, har jeg overholdt det!

Det giver nogle udfordringer, for hold da op, hvor har jeg været god til at forelske mig i et godt tilbud.... og hvor har jeg flere gange købt ind til en bluse til en af børnene, og så bare ikke lige fået strikket den, før der er for lidt garn - de vokser jo!

Det der, med at købe gode tilbud, er ikke noget jeg har arvet fra min mor, for hun gør det stadig. Hun får det slet ikke strikket, men så har hun jo en der kan arve det: Mig :-)

Senest har jeg været temmelig ihærdig med at få reduceret i skuffen med pladegarn. Det er et Islandsk garn, som er uspundet, og som nok har et lidt misforstået rygte om at være svært at strikke.
Jeg lærte at strikke i pladegarn, der i 80'erne. Ulempen ved garnet er, at mange og især mine børn, synes det kradser.

Interessen har derfor ikke været stor, for en trøje i det garn.

Men, så kom jeg hjem fra biblioteket med en bog der hedder Islandsk Strik. Og startede lige så stille på en trøje til Morten, og spurgte hvad han syntes. Og jubii, han er s'gu glad for den!

Den kommer her:

Jeg har ændret lidt i opskriften, bl.a. har jeg strikket den i en tråd pladegarn i stedet for Lett Lopi, som opskriften er beregnet til. Trøjen strikkes rundt, som jeg til enhver tid er fan af... Jeg slog 4 ekstra masker op, og strikkede dem vrang, så jeg lavede plads til opklip, da jeg gerne ville sætte lynlås i. Ellers ved jeg Morten ikke får den brugt.

Dvs. lynlåsen har han selv sat i, for min tålmodighed rakte ikke helt.

Men jeg er glad, han er glad og jeg håber han får den brugt.

Op på hesten igen....

Forsikringsselskabet sagde nej, til at give mig en invalidepension. Og igen sidder jeg med blandende følelser. Det var svært at se Morten blive ked af det, da han læste brevet. Jeg ved måske selv mere forberedt - nok fordi jeg i lang tid synes, jeg har skullet forberede mig på det værste. Og så er jeg også bare meget bedre til at håndtere et svar, for så kan jeg komme videre, end jeg er til at håndtere ventetid.

Nu er der igen kun én vej, og det er fremad. En fod foran den anden.

Forsikringsselskabet bad om en arbejdsprøvning, og det skal de få. Den nyeste, fra før jeg mistede mine sygedagpenge er 2 år gammel, så det er vel egentlig fair nok.

Så jeg var på kommunen i mandags. Der skal man nemlig møde op personligt, så det gjorde jeg. Der blev jeg efter 3 minutters samtale, sendt hjem igen, med besked om at de vender tilbage til mig.
Og så er endnu en ventetid startet. Gad vide hvor alvorligt de gider tage sagen, når jeg nu ikke skal have noget fra kassen?

Føljetonen starter her :-)

Vi har samtidig fået omarrangeret vores økonomi så meget, at vi kan blive boende her foreløbig. Det giver ro - men ikke råd til udsving.

Det gode (for der skal fandme være noget godt i det her) er, at jeg er kommet op af det dybe dybe hul, jeg havde gravet mig ned i, i sidste uge. Jeg ser lidt lysere på tingene, vi har fået talt om tingene igen her hjemme, jeg har været hos terapeuten og jeg øver mig på at samle op efter mig.... Der var én (ham jeg deler hovedpude med), der sagde til mig, at den mest synlige forandring herhjemme, det er manglen på oprydning. Du godeste hvor er jeg glad for, at det er det han synes fylder!

Nu skinner solen, og jeg har tænkt mig at prøve, at nyde det!

Stopper det aldrig?

Selvom jeg var forberedt, har januar været så rædselsfuld. Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg skal starte. Nok allerede i december.

Jul er ikke for sarte hjerner. Det er stressende. Forventninger der skal indfries, egne forventninger der skal holdes i  skak. Ønsker der er nærmest umulige at indfri (i alt fald de ikke-materielle) og håb om at komme bare nogenlunde hel ud på den anden side.

You name it, jul har bare det hele.

Jeg kom ud på den anden side, sådan ok-agtigt. Træt, men ok. Vi havde heller INGEN aftaler i juledagene, og foretog os stort set ingenting. Faktisk lavede jeg så lidt, at det lykkedes mig at glemme at ringe til mig far, på hans fødselsdag 2. juledag. Øv, altså.

Nå men, så var det at jeg i efteråret ikke havde fået kigget på min forskudsopgørelse. Og SKAT havde opdaget, at jeg havde et cvr.nr.. Og det var dumt. Det kostede fuld knald på skat og intet personfradrag på årets første udbetaling fra min TAE. Øv da også. Og skidt tidspunkt.

Og så startede januar ellers med en følelse af at være lettere bagud og flad.

Bankpension havde varslet, at mine udbetalinger på TAE stoppede pr. 31/1, dvs, ny vurdering hos Psykiater og ny venten på en afgørelse. Denne gang en afgørelse om, hvorvidt jeg skal have en livsvarig invalidepension.

Vi forsøgte at forberede os, på det besøg hos psykiateren. Og jeg forsøgte at forberede mig på, hvad "dommen" ville være. Selvom det er svært for mig at acceptere, viste jeg godt at jeg ikke ville gå derfra med besked om at være klar til det virkelige liv igen. Men altså, kan man overhovedet forberede sig?

2 timer hos Psykiater, og jeg er balret. Helt og aldeles. Beskeden var klar: Stort set ingen bedring i hovedet på de sidste 13 måneder. Det vidste jeg nok lidt godt, ikke? Men, jeg nåede ikke at behandle det, før jeg fik et opkald fra en veninde - jobbet jeg kun kunne drømme om, var ledigt nu! Og skulle søges nu. Så jeg måtte i tænkeboks. Kan jeg klare 12-15 timer? I så fald, på hvilke vilkår?

Jeg fik søgt job. Jeg var til samtale, og var totalt slået ud bagefter. Der sad en mand til samtalen, og fortalte mig, at hvis jeg blev ansat, var hans fornemste opgave, at kigge mig over skulderen..... Nå....
Jeg vidste straks, at det ville give mavepine og åndenød hver eneste gang, jeg skulle se ham. Ej, ikke smart vel? Så selvom jeg inderst inde, bare slet ikke ønskede det job, var jeg alligevel i syv sind. Familien var begyndt at glæde sig til, at der så kunne blive råd til at komme ud at rejse. Og det var jeg nok også lidt. Og det var svært igen at sætte mine egne behov over deres. For det synes jeg, jeg gør.

Jeg fik afslag på jobbet. Mine krav til arbejdstid matchede ikke deres ønsker. Heldigvis. Puha, sikke en lettelse. Jeg kunne slet ikke skjule min glæde, da jeg fik opkaldet - de har troet jeg er tosset.

Og så måtte Morten lige afsted til Tyskland til en kunde, med to timers varsel. Afsted tirsdag aften, hjem igen senest fredag, var planen. Onsdag ringede han, om vi kunne klare os til næste onsdag? Øh, ja. Og så blev vejret skidt, og det gik ikke efter planen, og så blev onsdag til lørdag - og så væltede jeg. Igen. 10 dage, alene med børnene, med dårlig søvn, ansvar og aftenaftaler 4 af hverdagene. Not cool.

Det tog mig over en uge, at blive bare sådan nogenlunde normal igen, og få smidt de depressive tanker. Så januar har været en lortemåned, hvor jeg har været gennem hele registeret. Lige fra at min livsforsikring ville gøre familien mere godt, end mit manglende bidrag til stort set alt i hjemmet - til at tude  af taknemlighed, over de søde mennesker der hjalp mig.

Heldigvis har vi nogle omkring os, som denne gang fornemmede, at den var gal, og kiggede forbi. Vi blev de sidste dage, vi var alene (børnene og jeg), forkælet med aftensmad leveret til døren, og var hos venner til aftensmad. Sikken forskel det gør!

Nu er vi godt inde i februar. Jeg har stadig ikke hørt et ord fra forsikringsselskabet. Vi har så vi kan klare os, men de næste måneder bliver ikke sjove. Det bekymrer mig, at vore økonomi er så usikker. Og sådan en bekymring gør kun ondt værre ift. den udbrændte hjerne.

Så de fleste dage er jeg træt og sover meget. Jeg er slidt og glemmer at have det sjovt med børnene. Jeg glemmer lidt af hvert, faktisk, så Morten er igen livsnerven i vores hjem.

Jeg prøver på at huske, at de bedste ting i livet heldigvis er gratis - jeg har et godt liv, efter omstændighederne.

At strik er min meditation, er slået helt fast i januar. #Nytårsforsætstrik10, er overstået for længst, jeg er igang med nr. 11 og 12......

Men nej, det stopper nok aldrig.

Vera Cardigan fra Krittewitt.

I lørdags var vejret bare sådan januar-kedeligt. Rigtig vinter er for mig sne og sol, og lørdag var regn og blæst. Inspireret af et billede på Instagram, som Krittewitt havde lagt op, fik jeg lyst til at strikke endnu en lille sag, af alle de mange rester - ganske i tråd med mit #nytårsforsætstrik10

Så det gjorde jeg. Startede ved middags tid, og den sidste knap var på 23.30. Men det var som sædvanligt heller ikke mig, der lavede aftensmad - den klarede køkkenchefen, heldige mig.

Denne er nr. 9(!) af de ti, det var en meget produktiv januar måned.

Opskriften hedder Vera Cardigan, og var super velskrevet og nem at gå til. Når mønsteret er gentaget et par gange sidder det i fingrene, og så er det ellers bare derudaf.

Den er strikket i bomuld/uld og mohair, som giver en blød og varm trøje. Str. 3-6 mdr er lille bitte og såååå fiiiin!

Knapperne er nogle jeg har købt engang via Facebook, og er sådan en lille smule Liberty-agtige, synes jeg. De er fine her!

McDreamy - endnu en af de små....

Åh, det er hyggeligt at strikke i helt små størrelser. Jeg kigger på min 13-årige, og kan godt længes lidt til da han var så lille. Men, jeg vil ikke bytte - han er skøn, som han er!

Denne model hedder McDreamy og er fra Drops (Garnstudios gratisopskrifter) Jeg har strikket den i ren uld fra lageret, som er blødt og varmt, klar til vores underlige vintervejr.

Træknapperne kommer fra min knappe-æske, som min yngste har lavet til mig.

Nu er der en mere i Gavekurven, klar til en baby. Sig til, hvis du er interesseret.

Muscardinus til en lille én.

Det er med at få taget billeder, når vejret er til det. Det regner og rusker - nærmest sner - og så vupti, solskin og dejligt foto-vejr!

Denne er str. 3 mdr, men jeg synes fint den kan bruges fra nyfødt og så længe som muligt. Ærmerne er beregnet på at kunne få et lille opsmøg, og der er godt plads i den. 

Strikket i New Zealand Lammeuld fra Filcolana, som er let og blødt, og kun bliver blødere i brug.
Opskriften er samme sted fra.

Den ryger i gavekurven, så kan du bruge den til en barselsgave, så sig til :-)

Blå bølger....

Farve og mønster vil jeg lade tale for sig selv.

Garnet er en uldblanding, som er blød og varm. Sælges for 500 kr.

Nyt: Gavekurven

Jeg har oprettet et nyt link, som jeg kalder Gavekurven.
Deri ligger det strik, der ligger klar til nyt hjem. Hvis du finder noget, du er interesseret i, så skriv til mig her, eller på mail: turistrik@gmail.com

Her er en oversigt over hvad der er i gavekurven ligenu:

Skriv til mig for størrelser - 

#Nytårsforsætstrik10 del 2.

Garn-købestoppet opretholdes, og der skal bruges fra lageret. Det er blevet til sådan en lille en her, til Gavekurven. Det med gavekurven vender jeg lige tilbage til senere.

Først skal du se denne:

Fine knapper fra Tiger - øv, jeg skulle have købt flere af dem :-)

Smilla's Kjole af Susie Haumann. Her ryggen.

Og nu har jeg så stort et garnlager der skal bruges af, og lige nu også en del bekendte som får babyer. Så jeg strikker babytøj. Det er også ret sjovt - men hold op hvor er der meget montering!!

Noget af det, er egentlig også bare "for sjov"-strik. Og dejligt i tråd med #Nytårsforsætstrik10 på Instagram. Der kan du i øvrigt finde mig under @turilykke

Til baby bunken

Det er altid rart at have lidt på lager, til gaver. Sådan en er denne:

Str. 0-3 mdr. i ren uld. 100kr, så er det din :-)

Finsk Nurmilintu

Endnu en hals-ting. Jeg har længe haft en del forskellige opskrifter liggende i mit Ravelry-bibliotek, opskrifter på alt muligt, som lige har fanget mig i øjeblikket.

Denne er hals-ting er en af dem. Nu er den prøvet, og nok ikke lige mig. Sjov at strikke, og fin i udtrykket, men underlig størrelse. Jeg kan se at originalgarnet giver et noget større tørklæde, så det er min egen skyld - men det flødeskumsfarvede garn er så fint og let til de små projekter.