tirsdag den 9. februar 2016

Stopper det aldrig?

Selvom jeg var forberedt, har januar været rædselsfuld. Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg skal starte. Nok allerede i december.

Jul er ikke for sarte hjerner. Det er stressende. Forventninger der skal indfries, egne forventninger der skal holdes i  skak. Ønsker der er nærmest umulige at indfri (i alt fald de ikke-materielle) og håb om at komme bare nogenlunde hel ud på den anden side.

You name it, jul har bare det hele.

Jeg kom ud på den anden side, sådan ok-agtigt. Træt, men ok. Vi havde heller INGEN aftaler i juledagene, og foretog os stort set ingenting. Faktisk lavede jeg så lidt, at det lykkedes mig at glemme at ringe til mig far, på hans fødselsdag 2. juledag. Øv, altså.

Nå men, så var det at jeg i efteråret ikke havde fået kigget på min forskudsopgørelse. Og SKAT havde opdaget, at jeg havde et cvr.nr.. Og det var dumt. Det kostede fuld knald på skat og intet personfradrag på årets første udbetaling fra min TAE. Øv da også. Og skidt tidspunkt.

Og så startede januar ellers med en følelse af at være lettere bagud og flad.

Bankpension havde varslet, at mine udbetalinger på TAE stoppede pr. 31/1, dvs, ny vurdering hos Psykiater og ny venten på en afgørelse. Denne gang en afgørelse om, hvorvidt jeg skal have en livsvarig invalidepension.

Vi forsøgte at forberede os, på det besøg hos psykiateren. Og jeg forsøgte at forberede mig på, hvad "dommen" ville være. Selvom det er svært for mig at acceptere, viste jeg godt at jeg ikke ville gå derfra med besked om at være klar til det virkelige liv igen. Men altså, kan man overhovedet forberede sig?

2 timer hos Psykiater, og jeg er balret. Helt og aldeles. Beskeden var klar: Stort set ingen bedring i hovedet på de sidste 13 måneder. Det vidste jeg nok lidt godt, ikke? Men, jeg nåede ikke at behandle det, før jeg fik et opkald fra en veninde - jobbet jeg kun kunne drømme om, var ledigt nu! Og skulle søges nu. Så jeg måtte i tænkeboks. Kan jeg klare 12-15 timer? I så fald, på hvilke vilkår?

Jeg fik søgt job. Jeg var til samtale, og var totalt slået ud bagefter. Der sad en mand til samtalen, og fortalte mig, at hvis jeg blev ansat, var hans fornemste opgave, at kigge mig over skulderen..... Nå....
Jeg vidste straks, at det ville give mavepine og åndenød hver eneste gang, jeg skulle se ham. Ej, ikke smart vel? Så selvom jeg inderst inde, bare slet ikke ønskede det job, var jeg alligevel i syv sind. Familien var begyndt at glæde sig til, at der så kunne blive råd til at komme ud at rejse. Og det var jeg nok også lidt. Og det var svært igen at sætte mine egne behov over deres. For det synes jeg, jeg gør.

Jeg fik afslag på jobbet. Mine krav til arbejdstid matchede ikke deres ønsker. Heldigvis. Puha, sikke en lettelse. Jeg kunne slet ikke skjule min glæde, da jeg fik opkaldet - de har troet jeg er tosset.

Og så måtte Morten lige afsted til Tyskland til en kunde, med to timers varsel. Afsted tirsdag aften, hjem igen senest fredag, var planen. Onsdag ringede han, om vi kunne klare os til næste onsdag? Øh, ja. Og så blev vejret skidt, og det gik ikke efter planen, og så blev onsdag til lørdag - og så væltede jeg. Igen. 10 dage, alene med børnene, med dårlig søvn, ansvar og aftenaftaler 4 af hverdagene. Not cool.

Det tog mig over en uge, at blive bare sådan nogenlunde normal igen, og få smidt de depressive tanker. Så januar har været en lortemåned, hvor jeg har været gennem hele registeret. Lige fra at min livsforsikring ville gøre familien mere godt, end mit manglende bidrag til stort set alt i hjemmet - til at tude  af taknemlighed, over de søde mennesker der hjalp mig.

Heldigvis har vi nogle omkring os, som denne gang fornemmede, at den var gal, og kiggede forbi. Vi blev de sidste dage, vi var alene (børnene og jeg), forkælet med aftensmad leveret til døren, og var hos venner til aftensmad. Sikken forskel det gør!

Nu er vi godt inde i februar. Jeg har stadig ikke hørt et ord fra forsikringsselskabet. Vi har så vi kan klare os, men de næste måneder bliver ikke sjove. Det bekymrer mig, at vore økonomi er så usikker. Og sådan en bekymring gør kun ondt værre ift. den udbrændte hjerne.

Så de fleste dage er jeg træt og sover meget. Jeg er slidt og glemmer at have det sjovt med børnene. Jeg glemmer lidt af hvert, faktisk, så Morten er igen livsnerven i vores hjem.

Jeg prøver på at huske, at de bedste ting i livet heldigvis er gratis - jeg har et godt liv, efter omstændighederne.

At strik er min meditation, er slået helt fast i januar. #Nytårsforsætstrik10, er overstået for længst, jeg er igang med nr. 11 og 12......




Men nej, det stopper nok aldrig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Du er velkommen til at skrive til mig :-)

Fingenser til Sannah

Sannah har længe ønsket sig en Bølgegenser eller en Høstgenser (Fingenser fra Anett Opheim). Begge dele har jeg tøvet lidt med, for jeg st...