Op på hesten igen....

Forsikringsselskabet sagde nej, til at give mig en invalidepension. Og igen sidder jeg med blandende følelser. Det var svært at se Morten blive ked af det, da han læste brevet. Jeg ved måske selv mere forberedt - nok fordi jeg i lang tid synes, jeg har skullet forberede mig på det værste. Og så er jeg også bare meget bedre til at håndtere et svar, for så kan jeg komme videre, end jeg er til at håndtere ventetid.

Nu er der igen kun én vej, og det er fremad. En fod foran den anden.

Forsikringsselskabet bad om en arbejdsprøvning, og det skal de få. Den nyeste, fra før jeg mistede mine sygedagpenge er 2 år gammel, så det er vel egentlig fair nok.

Så jeg var på kommunen i mandags. Der skal man nemlig møde op personligt, så det gjorde jeg. Der blev jeg efter 3 minutters samtale, sendt hjem igen, med besked om at de vender tilbage til mig.
Og så er endnu en ventetid startet. Gad vide hvor alvorligt de gider tage sagen, når jeg nu ikke skal have noget fra kassen?

Føljetonen starter her :-)

Vi har samtidig fået omarrangeret vores økonomi så meget, at vi kan blive boende her foreløbig. Det giver ro - men ikke råd til udsving.

Det gode (for der skal fandme være noget godt i det her) er, at jeg er kommet op af det dybe dybe hul, jeg havde gravet mig ned i, i sidste uge. Jeg ser lidt lysere på tingene, vi har fået talt om tingene igen her hjemme, jeg har været hos terapeuten og jeg øver mig på at samle op efter mig.... Der var én (ham jeg deler hovedpude med), der sagde til mig, at den mest synlige forandring herhjemme, det er manglen på oprydning. Du godeste hvor er jeg glad for, at det er det han synes fylder!

Nu skinner solen, og jeg har tænkt mig at prøve, at nyde det!